Nu afslører Oscar-vært: Sådan skulle showet i virkeligheden være sluttet

Nu fortæller Oscar-værten Jimmy Kimmel for første gang, om dette års store Oscar-skandale og afslører, hvordan showet egentlig skulle være sluttet.

Oscar-værten Jimmy Kimmel troede, at et af hans mest legendariske jobs som Oscar-vært var ved at være veloverstået, da klokken netop havde rundet seks (dansk tid) mandag morgen, og aftenens mest prestigefyldte pris 'Årets film' var blevet overrakt til 'La La Land'.

Den 49-årige vært havde taget plads nede i salen ved siden af Matt Damon, som han skulle til at lave en joke med, der skulle fungere som afslutning på hele showet.

Men pludselig ser han en regissør løbe op på scenen.

 - Og det ved jeg helt sikkert ikke er meningen, fortæller han i et radiointerview med sin ven Billy Simmons til 'The Bill Simmons Podcast'. 

Helvede er ved at bryde løs

Det er første gang Jimmy Kimmel i detaljer forklarer, hvad der egentlig skete til showet, der skulle vise sig at rumme Oscar-historiens største skandale. 

- Jeg hører ikke så godt (...), og så siger Matt Damon til mig 'Jeg tror, de har udråbt den forkerte 'Bedste film''. Og så siger jeg 'Jamen, så må jeg vel hellere gå derop (på scenen, red.), siger han grinende. 

Jimmy Kimmel stormer op på scenen, og først her går alvoren op for værten: 'La La Land' er blevet udråbt ved en fejl, den rigtige vinder er 'Moonlight'.

- Jeg går op på scenen, og helvede er ved at bryde løs. Folk er vrede og forvirrede. Og jeg har ondt af dem, men jeg kan heller ikke lade være med at grine, fordi det er sådan en ubehagelig situation, siger han.

Han fastslår dog, at han undlod af komme med nogle jokes, da han godt kunne mærke, det ikke var det rette tidspunkt. 

"Frifandt" den uheldige prisuddeler

Som de fleste nok husker, ender fadæsen med, at holdet bag 'Moonlight' bliver kaldt på scenen og får lov at holde en takketale, hvorefter Jimmy Kimmel afslutter showet med et par korte ord fra scenen. 

Efter showet er forvirringen stadigvæk på sit højeste, og de to spørgsmål alle stiller sig selv er: 'Hvordan kunne det ske?' og 'Hvem er skyld i fejlen?'

I interviewet indrømmer Jimmy Kimmel, at han i første omgang troede, at det var prisuddelerne Warren Beatty og Faye Dunaway, der havde lavet en fejl, fordi de under prøverne havde haft svært ved at læse teksten på teleprompteren foran dem. 

Men på få minutter begyndte de sociale medier at flyde over med billeder taget af seere, der havde zoomet helt ind på vinderkuverten, Beatty havde i hånden, da 'La La Land' blev udråbt til vinder. Og her kunne man se, at han havde fået den forkerte kuvert - kuverten for 'Bedste kvindelige hovedrolle'. 

Så snart talkshow-værten så billedet løb han ind til Warren Beatty og sagde:  

- Du kan gå frit omkring på Hollywoods gader igen.

Revisions- og konsulentfirmaet PricewaterhouseCoopers (PwC), der har ansvaret for at holde styr på og uddele kuverterne, tog senere skylden for, at deres ansatte var kommet til at udlevere 'reservekuverten' med vindernavnet for 'Årets bedste kvindelige hovedrolle' fremfor 'Årets bedste film'. 

Sådan skulle showet være endt

Og hvis du sidder tilbage og spekulerer over, hvordan Oscar-showet egentlig skulle være afsluttet, afslører Jimmy Kimmel også dette i interviewet. 

Han ville have lavet en joke med Matt Damon, som han har haft en mangeårig "for sjov-fejde" med i sit talkshow. Damon var producer på filmen 'Manchester by the Sea', der tog to Oscars for 'Bedste mandlige hovedrolle' og 'Bedste manuskript' - men altså ingen for 'Bedste Film', som ville have været Matt Damons sejr som producer. 

Jeg ville sidde ved siden af ham (...) og sige, Wow, helt utroligt. Casey vandt og Kenneth vandt. Der er faktisk kun en person, der ikke vandt for den film i aften, og det er dig, siger han grinende. 

Nedenfor kan du se en liste over nogle af de tidligere års mest pinlige Oscar-brølere.

De mest pinlige Oscar-øjeblikke

Brando afslog sin pris

Marlon Brando gav en syngende lussing til Oscar-akademiet og hele filmbranchen, da han vandt en Oscar for sin legendariske rolle i filmen 'Godfather'. I stedet for selv at gå på talerstolen, blev han væk og sendte apache-indianeren Sacheen Littlefeather i sit sted, der på vegne af Brando afslog prisen. 
Hør hvorfor i klippet. 

Jolies tungekys med brormand

Angelina Jolie gav sin bror James et stort kys til Oscar-festen, som chokerede mange. Foto: Allover Press
I begyndelsen af sin karriere var skuespillerinden Angelina Jolie først og fremmest kendt som lidt af en skandale-dronning. 
Det mærkat fik hun blandt andet, fordi hun til Oscar-festen i 1999 tungekyssede med sin bror, da hun vandt prisen for bedste skuespillerinde. I takketalen udbrød hun også begejstret "Jeg er simpelthen så forelsket i min bror lige nu", og folk havde svært ved at forstå den overvældende og eksplicitte søskendekærlighed. 
 

Disney blev rasende, da Snehvide åbnede showet

Rob Lowes intronummer med en syngende Snehvide faldt hverken i god jord hos seerne eller Disney Foto: Polfoto
I 1989 havde de fleste seere og publikummer svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da Oscar-værten Rob Lowe åbnede showet med Snehvide (eller i hvert fald en kvinde klædt ud som Snehvide) i et stort og temmelig bizart sangnummer. Hos Disney blev man så utilfreds, at man efterfølgende sagsøgte Oscar-akademiet for at bruge Snehvide-kostumet. 

Jennifer Lawrence faldt: - Det er så pinligt

Jennifer Lawrence oplevede enhver Oscar-vinders mareridt, da hun i 2013 vandt prisen for bedste skuespillerinde. For selvom hun - efter eget udsagn - virkelig koncentrerede sig om at gå op til scenen for at holde sin takketale, faldt hun i sin store kjole på vej op ad trappen og måtte bruge et par sekunder på at rejse sig igen.
Det var dog primært pinligt for Lawrence selv, for både publikum og seere gav hende efterfølgende deres uforbeholdne støtte i salen og på de sociale medier. 
 
 

Den forkerte Frank rejste sig

Frank Capra vandt heldigvis flere Oscars siden den uheldige episode, hvor han fejlagtigt troede, hans navn blev råbt op, og derfor nåede at løbe halvt op på scenen. Foto: Polfoto
I 1934 fandt en af Oscar-historiens mest ydmygende episoder sted, da prisen for bedste instruktør skulle uddeles.
For da prisuddeleren Will Roberts åbnede konvolutten udbrød han "Kom herop og hent den, Frank!". Hvad han ikke havde tænkt over var, at der var to Frank'er nominerede, og den 'forkerte' Frank, Frank Capra, sprang op og nåede et stykke op mod scenen, før der blev sat spot på Frank Lloyd, der var den rigtige vinder. Capra har senere skrevet i sin biografi, at vejen tilbage til pladsen var "den længste, sørgeligste og mest rystende gåtur i hans liv", skriver filmsiden IMDB. 

Michael Moore revsede Bush

Da Michael Moore vandt prisen for bedste dokumentarfilm 'Bowling for Columbine' i 2002, valgte han at revse George Bush i sin takketale. "Vi er imod den krig. Skam dig Bush", råbte han blandt andet og blev mødt af en kombination af buh-råb og halve klapsalver, indtil producenterne afbrød ham med høj musik. 

Nøgenløber på scenen

Robert Opel kom løbende ind bag værten David Niven og henover scenen iført "Adam-kostume" Foto: Polfoto
Der gik et chok igennem både publikum og seere, da fotografen Robert Opel pludselig løb på scenen splitternøgen med et peace-tegn malet på hånden i 1974. 
Årets Oscar-vært forsøgte at nedtone episoden med en sætningen: "Det eneste grin, den mand nogensinde vil høste, er ved at løbe nogen op på scenen og vise sine ædlere dele". 
 

John Travoltas navneforvirring

Har du også stået i den pinlige situation, hvor du pludselig er kommet til at kalde en person ved det forkerte navn?
Det har John Travolta - men modsat os andre, skete hans forglemmelse foran 30 millioner seere. 
Til Oscar-showet i 2014 skulle han præsentere sangerinden Idina Menzel, men fik af uforklarlige årsager kaldt hende 'Adele Dazeem'. Travolta har senere fortalt, at han ikke aner, hvordan fejlen skete. 

Vanessa Redgrave brugte ordet "zionist-gangstere"

Vanessa Redgrave Foto: Polfoto
Skuespillerinden Vanessa Redgrave havde længe mødt en del modstand for sine pro-palæstinensiske udtalelser, så da hun modtog en Oscar for bedste kvindelige birolle i 1978, sagde hun i sin tale, at hun var glad for, at Akademiet ikke har ladet sig intimidere af zionist-gangstere - en udtalelse, der straks mødte modstand hos publikum. 

David Lettermans første og sidste Oscar-værtskab

David Letterman Foto: Scanpix
Mens de fleste Oscar-værter kan se tilbage på deres værtskab som et af højdepunkterne i deres karriere, var det stik modsatte tilfældet for David Letterman, der var vært i 1995. 
Den legendariske talkshow-vært indledte Oscar-aftenen med en mærkværdig og meget lang joke, hvor han gentog Oprah Winfrey og Uma Thurmans navne "Uma, Oprah, Uma, Oprah" - angiveligt, fordi de begge havde specielle navne. Joken gjorde eftersigende Oprah Winfrey så vred, at hun nægtede at deltage i hans talkshow i næsten 15 år. 
Efter showet fik Letterman syngende lussinger af anmelderne, og hans dage som regerende talkshow-mester var pludselig ovre, for nu krøb blandt andre Jay Leno op på siden af ham i popularitet og mange mente, at hans ringe Oscar-optræden var medvirkende til den dalende popularitet.