Radiolegende takker af - det skal han lave nu

Vi har formentlig ikke hørt det sidste til Hans Otto Bisgaard.

Hans stemme er ikke til at tage fejl af. 

I 47 år er den væltet ud af radioen og ind i øregangene på et hav af danskere. 

- Jeg har selv lært at leve med den efterhånden, griner Hans Otto Bisgaard, der onsdag er på besøg i 'Go' Morgen Danmark' på TV 2.

Han har netop sendt sit sidste program på DR efter 47 års tro tjeneste. 

- De 47 år er gået så stærkt, og jeg kan dårligt huske, hvad der er sket. Det må være på tide at stoppe op og finde ud af, hvad der egentlig ramte mig, fortæller Hans Otto Bisgaard, der endte som radiovært ved et tilfælde.

Hans store interesse var musik, og det med radio lærte han hen ad vejen.

- DR søgte en mand til forefaldende arbejde. Det var lige mig. Så fik jeg lov at lave et interview med et legendarisk amerikansk band, og det gik fint, så efter 14 dage var jeg så godt som fastansat, fortæller Hans Otto Bisgaard.  

Blå bog: Hans Otto Bisgaard

Hans Otto Bisgaard er 71 år gammel.

Han har arbejdet som radiovært på DR i 47 år.

Her er han kendt for programmer som 'Radio Rita', 'Fredag på farten' og det faste morgenprogram 'Morgenstund' på P4. 

I ti år har han lavet tv med programmer som 'Smil - du er på', 'Ærlige Otto' og 'Hos Otto'.  

Derudover har han været konferencier ved en række koncerter og festivaler, blandt andet Langelandsfestivalen. 

Opgaverne står i kø

Foruden musik er Hans Otto Bisgaard helt tosset med sport.

- Bare der er noget, der bevæger sig, så er jeg på. OL og radiosporten har været en fantastisk oplevelse. At dele min store interesse for det med lytterne glæder mig meget, fortæller Hans Otto Bisgaard.

Nu har han vinket farvel til lytterne - i hvert fald for en stund - og skal til at fylde tilværelsen med nye oplevelser.

- Jeg kan godt sige dig, der ligger opgaver derhjemme og venter på mig. En lang liste. Alt for uhyggelig, griner Hans Otto Bisgaard og tilføjer, at det er hans kone, der har lavet listen.

Hun har været en fast støtte gennem alle årene og påtaget sig mange opgaver - også i forhold til hans arbejde.

- Hjemme er det for eksempel min kone, der er disc jockey. Jeg har ikke kunne overskue det, for jeg har hele tiden skulle have en mening om det, der blev spillet og forberede mig til dagen efter. Hun kan bare vælge ud med sikker hånd, for hun har været med hele vejen, siger Hans Otto Bisgaard. 

Her ses Hans Otto Bisgaard med holdet fra firserprogrammet 'Radio Rita’ på P3.
Her ses Hans Otto Bisgaard med holdet fra firserprogrammet 'Radio Rita’ på P3. Foto: Bjarne Lüthcke / Scanpix

Vil skrive biografi

Hans Otto Bisgaard håber, at der bliver tid til flere ture på golfbanen med konen, nu han går på pension. 

Men han løfter samtidig sløret for, at vi nok ikke har hørt det sidste fra ham.

- Det kunne være, jeg begyndte at skrive noget, der minder om en selvbiografi. I første omgang for mig selv, men forlagene står allerede klar, så dem må jeg prøve at 'deale' med, som det hedder på moderne dansk, siger Hans Otto Bisgaard, der dog, har andre planer for sine første dage som pensionist. 

- Nu prøver jeg lige at holde weekenden fri og se, hvad der sker, siger han.