Var vidne til kæmpe Oscar-brøler: Så pinligt at han fik ondt i tænderne

Den danske filmproducer morede sig over kæmpe-brøleren til nattens Oscar-show.

Det var ikke til at se på Mikael Rieks, producer på ’Under Sandet,’ at det ikke blev til en Oscar til den danske film ved nattens prisshow.

I stedet var det en storgrinende filmmand som TV 2 mødte efter det bizarre optrin, hvor prisen for årets film blev givet til ’La La Land’ og derefter taget fra den igen og givet til ’Moonlight’.

- Det er jo historisk. Det er fuldstændig vanvittigt. Folk omkring mig troede, at det var en joke. Men det er fandme en dårlig joke, siger Mikael Rieks med en høj latter.

Havde ondt i tandhalsen

Han var selv til stede ved showet sammen med holdet bag filmen ’Under Sandet’, der var nomineret til prisen som bedste udenlandske film. En pris, der gik til den iranske film 'The Sailsman'.

Mikael Rieks fortæller, at der var meget tvivl blandt publikum om, hvorvidt Warren Beattie og Faye Dunnaway, der uddelte prisen, var ironiske, eller hvad det var, der skete.

- Jeg havde ondt i tandhalsen, så pinligt var det. Det må have været forfærdeligt, lyder det fra Mikael Rieks.

Publikum grinede

Han fortæller dog, at publikum i salen tog brøleren pænt.

- Folk grinede simpelthen så meget af det bagefter. Folk var cool – og Jimmy Kimmel (Oscar-værten, red.) lukkede den ret godt ned med hænderne op for øjnene og sagde "okay, I fucked this show up". Det, synes jeg fandme, var sjovt.

Firma tager ansvaret

Revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers har efterfølgende taget ansvaret for brøleren.

- Ved en fejl fik prisuddelerne den forkerte kuvertkategori, og da det blev opdaget, blev det rettet med det samme, lød det blandt andet fra firmaet, der vil undersøge sagen til bunds.

- Vi beklager dybt, at dette kunne ske, fortsætter de og takker samtidig for måden, den særdeles uheldige episode blev håndteret på. 

Det er i år 83. gang, at revisionsfirmaet står bag optællingen af Oscar-akademiets cirka 6000 stemmer.