Hun talte - og hele salen tav: Denne gang bliver Oscar-showet ekstra politisk

Dette års Oscar-shows vil blive præget af politiske udtalelser fra filmstjerner, der har noget på hjerte og et budskab, mener to eksperter.

Natten til mandag går det løs igen, når årets Oscar-statuetter skal uddeles for 89. gang.

Men i år bliver noget helt særligt.

For rigtig meget peger allerede på, at årets show bliver mere politisk end nogensinde før.

Det fortæller USA-ekspert Mads Fuglede og filmekspert Ann Lind Andersen i Go’ morgen Danmark tirsdag.

Allerede nu er ”OscarsSoBlack” og ”MuslimBanned” nogle af de hashtags, der forbindes med Oscar-showet på de sociale medier.

- Det er både en reaktion på den politiske kontrovers, der kørte sidste år med hashtagget "OscarsSoWhite", hvor der ikke var nogen afroamerikanske nominerede overhovedet, og så den politiske stemning, hvor Trump som præsident skaber stærke reaktioner, lyder det fra Ann Lind Andersen.

Hun talte - og hele salen tav

Det er ikke ualmindeligt, at Hollywoodstjernerne, udtaler sig om et politisk emne, når de står på scenen.

Tidligere har blandt andre Marlon Brando brugt talerstolen til at tale indianernes sag, og Leonardo Dicaprio forsvarede i 2016 klimaet, men denne gang er der lagt i kakkelovnen til, at mange af talerne får et politisk budskab.

Det så man allerede til Golden Globe 2017, hvor skuespilleren Meryl Streep langede ud efter landets præsident, Donald Trump, i sin takketale. Med stor succes.

Da Meryl Streep gik på talestolen for at modtage en ærespris for sin lange karriere i Hollywood stjal hun fokus, og hele salen tav, da hun holdt sin tordentale - og netop hendes 'optræden' er én af årsagerne til, at Mads Fuglede mener, at Oscar-showet 2017 bliver præget af politiske udtalelser. For det lykkedes for Meryl Streep at stjæle rampelyset.

Se Oscar på TV 2

Du kan følge hele Oscar-showet aftenen og natten til mandag den 27 februar på TV 2 og TV 2 PLAY.

Michéle Bellaiche er vært på Oscaraftenen, hvor en række gæster, mode- og filmeksperter sidder klar til at kommentere showet undervejs. 

Se hele TV 2's Oscar-program, der begynder søndag den 26 her: 

  • kl. 22.55 'Oscar 2017: Og de nominerede er...'
  • kl. 23.15: 'Silent Nights' (Dansk kortfilm, der er Oscar-nomineret i år)
  • kl. 23.55: 'Oscar rød løber - direkte'
  • Kl. 2.30: 'Oscar 2017 Prisuddeling - direkte

Hovedårsagen til, at showet vil få et 'politisk tema', er dog genstanden for Hollywood-skuespillerens slet skjulte kritik: Donald Trump, mener USA-kenderen.

- Jeg synes ikke, at man kan støde ind i nogen i USA i nogen som helst sammenhæng i de her dage, der ikke har et budskab om Donald Trump, som de skal have klemt ud mellem sidebenene. Så det, tror jeg også, kommer til at ske mange gange til Oscar-festen, siger Mads Fuglede.

Især fordi de fleste filmstjerner i USA er venstreorienterede.

Når skuespillerne har muligheden for det, griber de gerne muligheden for at sprede et politisk budskab eller dele deres holdninger.

Og den mulighed får de til Oscar-showet, lyder det fra Mads Fuglede.

- Man har en stor mikrofon. Der er ikke meget, der samler USA nationalt. Der er meget få kanaler, der sender landsdækkende, og der er ikke ret mange programmer, som alle ser, men Oscar-showet har rigtig mange seere, og hvis man gerne vil sige noget om, hvordan verden burde hænge sammen, så man kan jo bruge den platform, siger han.

Om Oscar-Akademiet

  • Oscar-akademiet (Academy of Motion Picture Arts and Sciences) har omkring 6000 medlemmer.
  • Medlemmerne repræsenterer forskellige brancher inden for filmverdenen, fx skuespillere, instruktører, kamerafolk, klippere og makeup-artister.
  • De 6000 medlemmer er inddelt i brancher, og man kan kun nominere folk inden for sin egen branche. Eneste undtagelse er prisen for 'bedste film'. Her må alle fra Akademiet stemme. 
  • Størstedelen af medlemmerne er amerikanere, men der er filmfolk fra hele verdenen. Instruktørerne Nicolas Windin Refn og Tobias Lindholm er blandt nogle af danskerne i Akademiet

Talen gavnede Trump

Det kan dog give bagslag, når skuespillerne sender en politisk bredside fra talerstolen.

For mens danskerne elskede Meryl Streeps takketale, vurderer Mads Fuglede, at hendes tale faktisk gavnede Donald Trump.

I sidste ende har stjernernes taler ingen effekt. Tværtimod understregede Meryl Streep blot pointen om, at eliten ikke ved, hvordan almindelige amerikanere har det, forklarer han.

- Det rokker ikke ved noget som helst. Man taler jo til et ekkokammer. Når Meryl Streep eksempelvis står og taler om Donald Trump - samtidig med at hun nedgører den del af USA, der godt kan lide kampsport og football - så prædiker hun til et kor, der i forvejen er overbevist om det, hun mener, siger Mads Fuglede.

Resten - alle dem, der har stemt på Donald Trump - fortsætter med at være uenige, og de bliver kun bekræftet i det, som de allerede mener:

At eliten - folkene med guldstatuetterne - ikke forstår dem, slutter Mads Fuglede.

Skaberne af 'Under Sandet' fortæller om deres planer for få fat i den gyldne statuette.
Hvor meget ved du om Oscar-uddelingen?