Den forelskede landmand Michael: - Vi arbejder på at få et barn

Der er stadig masser af kærlighed i luften på Langeland, hvor Michael og Vibeke bor. Han fortæller TV 2, at de arbejder på at få et barn.

Den 36-årige landmand Michael faldt pladask for Vibeke - Vibse - i seneste sæson af 'Landmand søger kærlighed'.

Parrets kærlighed blev blandt andet hædret fredag aften til Reality Awards, hvor de vandt prisen for 'Årets Par', hvilket virkelig kom bag på Michael.

I programmet lagde Michael på intet tidspunkt skjul på, at han rigtig, rigtig gerne vil stifte familie. Det har han på sin vis gjort nu, da Vibse allerede er mor til tre.

Men det afholder dem ikke fra at 'arbejde på at få et barn', som Michael forklarede, da TV 2 mødte ham til Reality Awards. 

Her blev der i alt uddelt fire priser til 'Landmand søger kærlighed'. Ruud og Emma fik prisen for 'Årets scoring', TV 2-værten Lene Beier kan nu kalde sig for 'Årets tv-vært' og Ruud, der ikke længere er sammen med Emma, fik endnu en pris, da han også blev kåret som 'Årets mandlige deltager'. 

Troede Geggo ville vinde

Prisen som 'Årets Par' kom helt bag på dem begge. 

- Vi blev helt overraskede. Jeg troede, Geggo og hendes kæreste ville vinde, sagde Michael til TV 2 lige efter, han havde modtaget prisen.

Du kan se, hvordan det så ud, da Michael og Vibse modtog deres pris til Reality Awards i klippet øverst i artiklen.

Skræmmende

Landmanden Michael var den eneste deltager i 'Landmand søger kærlighed', som fandt kærligheden. Og det var en kærlighed, han aldrig havde oplevet før.

- Jeg troede, jeg havde prøvet at være forelsket før, men jeg har aldrig følt noget sammenlignet med, hvad jeg føler for Vibse. Det er næsten skræmmende, sagde Michael dengang. 

Der gik ikke lang tid, før parret blev kærester, og Vibeke samt sønnen Simon flyttede ind på Michaels gård på Langeland. 

I dag har berømmelsen lagt sig, og de kan havde et stille og roligt liv, hvilket de er glade for.

- Det går rigtig godt nu, og det er dejligt, at man ikke længere hele tiden bliver genkendt.

Vibse er uddannet fodterapeut og starter om få dage på fuldtid som fodterapeut.