Sofie Linde glemte noget vigtigt i takketalen: - Jeg blev pisselorte nervøs

Den populære tv-vært glemte at takke de vigtigste i sin tale.

27-årige Sofie Linde, der i øjeblikket er vært på underholdningsprogrammet 'X Factor', løb med prisen for 'Årets tv-vært'. Og det kom meget tydeligt helt bag på hende.

- Jeg blev helt vildt nervøs, da jeg stod der. Du kommer op på en rund scene, og så kiggede jeg op, og så var der også mennesker dér, siger Sofie Linde til TV 2 få minutter efter, hun har modtaget sin pris.

Hun fortæller samtidig, at hun slet ikke havde regnet med at vinde prisen. Derfor var hun i første omgang forvirret over, hvor hun skulle gå hen, da hendes navn blev råbt op fra scenen af komikerne Adam og Noah.

- Jeg blev bare pisselorte nervøs og mine ben begyndte at ryste, så jeg måtte læne mig op ad Noah, siger hun og tilføjer, at hun faktisk aldrig har oplevet, at hendes ben er begyndt at ryste på den måde.

Glemte publikum

Overraskelsen og nervøsiteten betød, at Sofie Linde glemte at takke dem, hun allerhelst ville takke.

- Jeg er lidt ked af det, for jeg ville gerne have lavet en lidt mere tjekket tale, den var sgu ikke så god, siger hun og fortsætter:

- Vigtigst af alt glemte jeg jo at takke publikum, som er dem, der har stemt på mig. Så det er jeg rigtig flov over.

Faktisk havde hun forberedt lidt, hun ville sige, men alt det glemte hun, da hun stod på scenen.

'ZULU Awards' bliver vist på TV 2 ZULU på søndag 5. februar klokken 20.25.

Hvis du vil følge med i, hvem der vinder priser til dette års ZULU Awards, så klik på linket herunder.