'Årgang 0'-Rachel har taget "kikset" mode til sig: - Hvad i alverden har du gang i?

Selv om Rachel Ellebye fra 'Årgang 0' synes, at årets modehit i Argentina er ret kikset og forældet, er hun selv hoppet på dillen for at passe ind.

Lige nu nyder 'Årgang 0'-Rachel sin tre måneder lange sommerferie i Argentina, og hun benytter tiden til at rejse rundt i det store land, hygge med veninderne, svømme i kølige pools, danse og feste.

Hun tager også ud at shoppe for at opgradere den sparsomme garderobe, som hun havde med sig hjemmefra, da hun rejste i august. Der er dog én ting, der undrer hende lidt ved det aktuelle modebillede i det sydamerikanske land:

- En ting, jeg har opdaget, og som jeg synes er lidt sjovt, er, at "crocs" (farvestrålende plastic-sandalsko, der var moderne i starten af årtusindskiftet, red.) er blevet rigtig populære her i Argentina. Alle har et par! Så for at blive mere argentinsk, har jeg også anskaffet mig selv et par, siger Rachel Ellebye til TV 2 og fortsætter.

- Mine danske venner er helt bekymrede for mig og siger: Rachel, hvad i alverden har du gang i? Men jeg har det bare sådan lidt: De er måske ikke så kønne, men de er lette og behagelige at have på, når det er varmt, mener Rachel, der selv har købt et par crocs i kraftig pink.

Se Rachel i skolen og hos sin værtsfamilie i Argentina i klippet fra 'Årgang 0' øverst

Pigerne gør meget ud af sig selv

Lige bortset fra de neonfarvede plasticsko er Rachel ret begejstret for den argentinske mode generelt.

- Der er mange farver i tøjet, hvilket jeg godt kan lide, og så er pigerne rigtig glade for at have meget højhælede sko på. Især platformssko er populære. Jeg lånte et par af en pige til en fest, og de var mere behagelige at have på end almindelige stiletter. Men selvfølgelig bliver jeg meget høj, når jeg har dem på, omkring 1,85, og så er jeg jo højere end mange af drengene, griner Rachel.

Rachel Ellebye ses her i sine pink crocs (t.v.) sammen med sin belgiske veninde Silke under en tur til Patagonien. Til højre ses hun i sin skoleuniform sammen med klassekammerater.
Rachel Ellebye ses her i sine pink crocs (t.v.) sammen med sin belgiske veninde Silke under en tur til Patagonien. Til højre ses hun i sin skoleuniform sammen med klassekammerater. Foto: collage / Privatfoto

Den 16-årige, danske pige deler også indimellem tøj med sin ét år ældre værts-søster Constanza, med kælenavnet "Coti", som er ret vild med Rachels tøjstil.

- Jeg tror, jeg giver Coti noget af det tøj, jeg havde med hjemmefra, og så køber jeg selv noget nyt herovre. Jeg synes, det er inspirerende at se på de sydamerikanske piger. De er rigtig kønne, og mange af dem gør meget ud af sig selv, fortæller hun.

Rachel holdt juleaften midt om sommeren i 30-40 graders varme sammen med sin værtsfamilie. Fra venstre: far Miguel, søster Coti, mor Cristina, Rachel og søster Agus.
Rachel holdt juleaften midt om sommeren i 30-40 graders varme sammen med sin værtsfamilie. Fra venstre: far Miguel, søster Coti, mor Cristina, Rachel og søster Agus. Foto: Privatfoto

Nemt at hoppe i tøjet om morgenen

Når Rachel skal i skole om morgenen, behøver hun dog ikke at ofre mange tanker på sit tøj. For den skole, hun går på i byen Formosa, har nemlig faste regler for, hvordan eleverne skal se ud.

- Vi har en "basic" uniform, der for pigernes vedkommende består af en hvid polo eller t-shirt, en brun nederdel og hvide knæstrømer. Hvis det er koldt, må jeg godt have sweatpans på og eventuelt tage en hættetrøje over, siger Rachel, der er ret glad for sin skoleuniform.

- Det er nemmere om morgenen, at man ikke skal stå og stresse og tænke: Åh gud, hvad skal jeg have på i dag? Det er bare at hoppe i tøjet, børste tænder, tre tag med en hårbørste og så ud af døren, forklarer hun.

Se fjerde og sidste afsnit af 'Årgang 0' tirsdag kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play  - efter sæsonfinalen er der live-chat med de tre unge fra 'Årgang 0'