Casper og Frank klar med ny film: Se det første klip her

Se første klip fra komikerduoens kommende folkekomedie, som foregår i de brune 80'ere, hvor en lille gruppe fantaster vil bygge en elbil.

Du husker det sikkert ikke, men Danmark var faktisk langt fremme, når det kommer til elbiler allerede i 1980'erne. 

På et stort anlagt show i Forum i 1983 skulle elbilen 'Hope Whisper' vises frem som en dansk ingeniørbedrift uden sidestykke. 

Men ak. 

Testkøreren var enten træt eller uopmærksom, for han kørte bilen direkte ind i væggen foran pressen. Siden har vi ikke hørt så meget til 'Hope Whisper'.

Dét er inspirationen til Casper Christensen og Frank Hvams nye folkekomedie 'Dan Dream', som har biografpremiere den 30. marts 2017.

Her følger vi en lille gruppe iværksættere, som beslutter sig for at blæse på janteloven og i 1983 bygge Danmarks første elbil.

Ikke mere 'Klovn'

Det er næsten 11 år siden, det første afsnit af serien 'Klovn' kørte over sendefladen på TV 2. Siden er det blevet til seks sæsoner og to film. Ligesom det var tilfældet med den danske sitcom 'Langt fra Las Vegas', så er Casper Christensen og Frank Hvam dybt forbundet med Klovn-universet, men det har nu været vigtigt for dem at lave noget helt andet.

Det fortæller 'Dan Dream's instruktør Jesper Rofeldt. 

- Vi har gjort meget ud af, at det ikke skal være 'Klovn'. Casper og Frank har haft en lyst til at spille nogle andre roller, end dem, vi ser i 'Klovn'. Vi har rystet posen og noget nyt er kommet ud, siger han. 

- Vi er ikke nervøse, men vi er spændte på publikums reaktion, siger instruktøren, der har en lang karriere med tv, hvor han blandt andet har været med til at lave 'Drengene fra Angora' og 'Krysters Kartel'.

En virkelig hændelse

Jesper Rofeldt var 14 år gammel, da elbilen 'Hope Whisper' bragede ind i en væg foran verdenspressen og med ét forsvandt ud af markedet igen. 

- Jeg kan dog ikke huske, at det skete, men når jeg snakker med mine forældres generation, så kan de tydeligt huske det. Tænk på, hvor langt man er med elbiler i dag, og så var der i 1983 gudhjælpemig nogle danskere, der havde fat i den lange ende, siger han. 

Illustreret tidende, 8/99: Den danskproducerede el-bil
Illustreret tidende, 8/99: Den danskproducerede el-bil "Hope Whisper" kører ved præsentationen i Forum ind i en barriere. Foto: HENNING THEMPLER / Scanpix Danmark
Afstemning

'Dan Dream' har biografpremiere den 30. marts. 

Du kan se allerførste klip fra filmen øverst i artiklen.