Fraklip: Overrumplet 'Årgang 0'-mor bliver helt panisk

'Årgang 0'-Christians mor, Tina Elhauge, bryder sig bestemt ikke om mus. Men uheldigvis kan hendes mand, Mogens, godt lide at drille hende med dem.

Hjemme hos Christian Elhauge i Aarhus lyder der indimellem paniske kvindeskrig gennem det store hus i Højbjerg.

Og ofte er der en helt bestemt årsag til det: Nemlig, at mor Tina bliver jagtet med en død mus.

- Jeg er seriøst panisk over for mus, jeg kan ikke klare dem. Og så er det jo sjovt at drille mig, og det bliver åbenbart ved med at være sjovt, siger Tina Elhauge til TV 2 og fortsætter.

- Du tror, det er løgn. Vi er jo nogle gamle mennesker efterhånden. Men Mogens kan jagte mig rundt i huset, mens jeg løber rundt og holder dørene. Og lige lidt hjælper det, siger Christians mor om sin legesyge og lettere ufølsomme mand.

Se fraklip med "musejagt" fra 'Årgang 0' øverst

Det sker hvert år

Tina Elhauge er i forvejen presset af at være ene kvinde i familien, som ud over far Mogens består af tre store drenge, Ludwig, der netop er blevet konfirmeret, Christian på snart 17 år, som er en af de tre hovedpersoner i 'Årgang 0', og storebror Oscar på 20.

Derfor er det ofte husets kvindelige medlem, der må stå for skud, når der er drilleri i luften. Og det er der altid, når der er gået en mus i fælden.

- Prøv at høre, det er ikke nogen engangsforestilling. Det er noget, der sker hvert år. For det er et megagammelt hus, vi bor i, og vi har rigtig mange mus i perioder, og sådan er det bare.

- Men det er jo én ting. En anden er, at man så skal pines yderligere med det, ikk'? Og så skal man jo høre lidt om, hvor flot den var, og hvor smuk dens pels var, og det er jeg sådan set ikke specielt interesseret i at høre om, lyder det med et grin fra 48-årige Tina Elhauge, som erkender, at hun nok er lidt en "kylling", når det gælder de små, pilende væsner.

'Årgang 0'-Christians mor, Tina Elhauge, er seriøst panisk over for mus, så hun har det hårdt i det gamle hus i Aarhus, hvor det vrimler med mus, og hendes mand, Mogens, elsker at drille hende med dem.
'Årgang 0'-Christians mor, Tina Elhauge, er seriøst panisk over for mus, så hun har det hårdt i det gamle hus i Aarhus, hvor det vrimler med mus, og hendes mand, Mogens, elsker at drille hende med dem. Foto: screendump / TV 2

- Det er nok en kvindeting dét med musene. Jo ældre man bliver, jo mere hysterisk bliver man, og så kan mændene føle sig som nogle rigtige mænd, når de kan slå en mus ihjel. Og hvis man så kan drille konen oveni, er det jo helt fantastisk, ikk?, griner hun.

Umuligt at besejre dem

Når man bor i et hus fra 1890, som er over 350 kvadratmeter stort og ligger tæt på en travbane med marker omkring, er det ikke så nemt at få bugt med indtrængende mus.

- Vi har brugt mange penge på at forsøge at lukke af for dem. Men det har ikke hjulpet noget. Det er umuligt at besejre dem. De holder til ude i køkkenet, hvor de kommer ind. Og så har vi jo krybekælder, hvor man indimellem kan høre dem pusle rundt neden under huset, konstaterer Christians plagede mor, som tilføjer.

- Jeg har jo de der perioder, hvor jeg næsten ikke tør åbne ind til skraldespanden. Jeg tør ikke stikke en hånd derind, for så kan jeg risikere, at der kravler en mus op over min hånd, gyser hun.

Han fortæller mig så, da gæsterne er kørt, at han har sat musen i klemme bag vinduesviskerne på konens bil

Tina Elhauge, mor til Christian fra 'Årgang 0'

Af samme grund er der altid mindst to musefælder placeret på strategiske steder i køkkenet, og naturligvis er det far Mogens' job at holde øje med dem.

- Det er blevet en god hobby for ham. Han slår dyr ihjel samtidig med, at han har det sjovt, siger hun træt.

Værste oplevelse gik ud over gæster

Det er dog ikke bare sin kære hustru, som 55-årige Mogens Elhauge ynder at drille med døde mus. Hvis der tilfældigvis er andre mennesker til stede i huset, når fælden klapper, skal de ikke vide sig sikre.

- En aften kort før jul havde vi et vennepar på besøg, og Mogens siger på et tidspunkt, at han vil smide en død mus ud på gårdspladsen. Men da han kommer tilbage, kan jeg godt se, at han har et lumsk udtryk i hovedet. Han fortæller mig så, da gæsterne er kørt, at han har sat musen i klemme bag vinduesviskerne på konens bil. De kom nemlig herop i hver sin bil, forklarer Tina Elhauge og fortsætter.

- Dagen efter kører vi på juleferie, og vi hører ikke noget fra vores gæster. Mogens begynder at få kolde fødder, for han tror, at de er blevet sure. Anden juledag skal konen hen og hente noget i en butik. Hun kører afsted i konebilen og starter viskerne. Og så kører den her mus henover ruden! Hun var simpelthen ved at få et hjertestop! For hun er endnu mere hysterisk end mig, Så det kommer hun aldrig til at tilgive ham for, fortæller hun.

Tina Elhauge glæder sig personligt over, at hun valgte at flytte sin virksomhed væk fra hjemmet og hen i et industrikvarter fem minutter fra privatadressen. For så er hun da i det mindste "muse- og mandefri" i arbejdstiden.

Se sæsonens tredje afsnit af 'Årgang 0' tirsdag d. 17. januar kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play