Brad Pitt og Angelina Jolie indgår aftale om skilsmissen

Brad Pitt og Angelina Jolie vil give familien fred til at hele. Derfor håndterer de skilsmissen væk fra offentligheden.

Brad Pitt og Angelina Jolie faldt for hinanden, da de arbejdede sammen på filmhittet 'Mr. og Mrs. Smith'.

Siden er det blevet til 12 år og seks børn sammen, men i september søgte Angelina Jolie om skilsmisse.

Nu har parret indgået en aftale i forbindelse med skilsmissen. 

Holder sig ude af offentligheden

Brad Pitt og Angelina Jolie er blevet enige om, at skilsmissen skal håndteres fortroligt af en privat dommer, skriver nyhedsbureauet AP.  

Formålet er at holde eventuelle stridigheder ude af offentligheden efter en voldsom pressedækning af nyheden om deres skilsmisse i efteråret.

- Parterne har underskrevet en aftale om at bevare familiens og børnenes privatliv ved at holde alle retsdokumenter fortrolige og bruge en privat dommer til nødvendige juridiske beslutninger i forhold til eventuelle resterende problemer, står der i parrets aftale ifølge nyhedsbureauet AP.

Børnene kommer i første række

Lige nu har Angelina Jolie fuld forældremyndighed over parrets seks børn. 

Men i aftalen skriver både hun og Brad Pitt under på, at de vil stå sammen om familien, selv om de ikke længere er et par.

- Forælderne er forpligtet til at fungere som en fælles front for at genoprette og genforene familien, står der i aftalen. 

I følge Angelina Jolies advokat søgte hun om skilsmisse fra Brad Pitt af hensyn til familiens velbefindende.

De to kendisser nåede at være gift i to år.