Det så du ikke på tv: Stephanie og mor Christina sætter gang i røgalarm i New York

Der opstår lettere panik hos Stephanie og hendes mor, da røgalarmen pludselig begynder at hyle i deres ferielejlighed i New York.

'Årgang 0'-Stephanie og hendes mor, Christina, er på tøsetur i New York, hvor de - udover at få sig nogle gode mor-datter-snakke - går på massiv shopping og sightseeing fra morgen til aften.

For at spare penge, så der er lidt ekstra at købe tøj og souvenirs for, har Christina lejet en privat lejlighed i bydelen North Bergen vest for Manhattan, hvor hun og Stephanie kan bo billigt og lave deres egen mad.

- Vi var jo afsted i otte dage, så det var rart at have et køkken og en vaskemaskine. Det var også billigere, end hvis vi skulle have boet på hotel, siger Christina Siguenza til TV 2.

Kaos i køkkenet

Men allerede første aften, hvor mor og datter vil hygge sig med en god bøf hjemme i lejligheden, går det galt.

For under stegningen af bøfferne, lyder der pludselig en kraftig bippen ude fra gangen.

- Det var temmelig kaotisk. For det første var vi trætte og sultne ovenpå dagens travetur rundt i byen, for det andet var Stephanie lidt teenager-tvær, og for det tredje måtte jeg kæmpe med manglende udstyr i køkkenet. Og så gik røgalarmen i gang..., fortæller Stephanies mor om situationen, hvor hun i al hast forsøgte at kvæle alarmen - med det resultat, at hun rev den ned med ledning og det hele.

Se eksklusivt fraklip fra 'Årgang 0' øverst.

Holdt sig herefter til restauranter

Efter den stressende oplevelse med selv at tilberede aftensmaden i lejligheden, holdt Christina og Stephanie sig herefter næsten udelukkende til restaurantbesøg. Ikke bare på grund af de tarvelige køkkenforhold, men også fordi det rent økonomisk gik lige op.

- Det var faktisk lige så dyrt at købe ind selv, som at gå på restaurant. Specielt salat og grønsager var overraskende dyrt i butikkerne. Så vi gik rigtig meget ud at spise, for det gør man jo derovre. Det var også det nemmeste, når vi alligevel var ude det meste af dagen og samtidig boede tæt på hovedgaden, hvor alle restauranterne lå, fortæller Christina Siguenza og tilføjer.

- Så det var bare lige morgenmad, vi lavede de fleste af dagene, og så tog vi ellers afsted, konstaterer hun.

Stephanie kastede sig over kager og usund mad

For Stephanie var fristelsen til at kaste sig over kager og usunde, amerikanske madklassikere umulig at modstå, og det endte da også med, at hun fik spist sig igennem alle tænkelige specialiteter. Og mor Christina var delvist med på legen.

Stephanie Van-Der Watt og hendes mor, Christina Siguenza, poserer foran Carlo's Bake Shop på Times Square.
Stephanie Van-Der Watt og hendes mor, Christina Siguenza, poserer foran Carlo's Bake Shop på Times Square. Foto: Privatfoto
16-årige Stephanie mæsker sig i cannoli-kager fra Carlo's Bakery
16-årige Stephanie mæsker sig i cannoli-kager fra Carlo's Bakery Foto: Privatfoto

- Vi prøvede at spise pancakes med blueberry, macaroni and cheese og alt muligt. Stephanie var også meget opsat på, at vi skulle besøge Carlo's Bakery, som er kendt i hele USA for deres cannoli (rørformet kage, fyldt med flødeskumscreme, red.). Hun er helt vild med dem, og hun har også set alle tv-programmerne, hvor de laver kager. For nogle år siden drømte hun nemlig om at blive konditor, lyder det fra Stephanies mor, som fortsætter.

- Stephanie levede næsten kun af alt det usunde og fik ikke så meget sundt. Jeg købte gulerødder, fordi vi skulle have nogle fibre. Hvis ikke vi spiser nogle fibre i løbet af ugen, så får vi begge to forstoppelse. Så jeg sørgede for at få fibre og drikke rigeligt med vand. Altså, jég begrænsede mig, og det gjorde hun ikke, vel. Men man lever jo kun en gang, konstaterer hun med et grin.

Kort før de vender næsen hjem mod Danmark igen, tager mor og datter denne selfie, hvor de laver dobbelthager, så de ser 10 kilo tykkere ud.
Kort før de vender næsen hjem mod Danmark igen, tager mor og datter denne selfie, hvor de laver dobbelthager, så de ser 10 kilo tykkere ud. Foto: Privatfoto

Shoppede teenage-trætheden væk

Udover at se alle turistseværdighederne som Central Park, Rockefeller Center og 9/11 Memorial, var de store outlet-centre også et populært udflugtsmål på turen.

- Da vi rejste derover, tog vi afsted med næsten ingenting, kun omkring 10 kilo ialt, tror jeg. For vi vidste, at vi ville shoppe tøj, sko og ting og sager. Stephanie havde ikke engang en ekstra jakke med. Hun troede jo, at vi skulle til London. Men da vi tog hjem igen, havde vi fyldt kufferterne helt op - kun et halvt kilo fra maksimum, som vist var 30 kilo, siger Christina.

Stephanie og Christina laver en selfie fra et prøverum - under en af deres mange shopping-ture i New York.
Stephanie og Christina laver en selfie fra et prøverum - under en af deres mange shopping-ture i New York. Foto: Privatfoto

Stephanie havde selv lidt penge med på rejsen, som var hendes konfirmationsgave, og så supplerede Christina op, når der var behov for det. Alligevel kunne der godt opstå lidt gnidninger undervejs.

- Indimellem blev Stephanie lidt teenager-træt af sin mor. Det gør teenagere ret hurtigt, men hun holdt nu godt ud. Det var nok også fordi, jeg overøste hende godt med shopping. Det var jo en del af gaven, forklarer hun.

Højdepunktet var mor-datter-tiden

For Christina har det vigtigste formål med turen været at have tid alene med sin ældste datter, som hun i perioder har set meget lidt, mens hun selv boede i Sverige.

- Generelt var højdepunktet på turen, at det var mor-datter tid. Mig og hende alene. For vi har aldrig været alene sammen så mange dage, og så intenst. Isabella (Stephanies tre år yngre lillesøster, red.) har altid været der, og drengene. Så det er kun i weekender og sådan noget, at vi har prøvet det tidligere, men aldrig otte dage lige i streg, fortæller hun.

Christina og Stephanie nyder i fulde drag deres mor-datter-tid, mens de vandrer rundt i New Yorks gader fra morgen til aften. Ifølge Christina var der mange amerikanere, der spurgte, om de var søskende.
Christina og Stephanie nyder i fulde drag deres mor-datter-tid, mens de vandrer rundt i New Yorks gader fra morgen til aften. Ifølge Christina var der mange amerikanere, der spurgte, om de var søskende. Foto: Privatfoto

Ifølge Christina Siguenza, der til daglig arbejder som sygeplejerske, er det da heller ikke sidste gang, at hun og Stephanie har været i New York sammen.

- Det var en pissefed tur, og Stephanie vil meget gerne derover igen. Næste gang skal vi se de ting, vi ikke  nåede denne gang. Og ellers bare mærke stemningen. Vi kunne godt finde på at bo i lejligheden igen, siger Christina, som da også har forsøgt at rette op på skaden efter uheldet med røgalarmen.

- Jeg prøvede at sætte den på igen, og så skrev jeg en besked til hende, der ejer lejligheden, om, at jeg ikke ved, om den er sat korrekt på, slutter hun.

Se mere fra New York-turen i andet afsnit af 'Årgang 0: År 17', som vises tirsdag den 10. januar kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play