Dronningen afsluttede tre dages nytårskur under øget politiopbud

De seneste ugers terrorhandlinger i Europa fik betydning for dronning Margrethes karettur, da hun onsdag afsluttede dette års nytårskure.

Der var bevæbnet politi i gaderne, da dronning Margrethe i dag blev eskorteret i sin guldkaret fra Amalienborg Slot til Christiansborg Slot for at afholde sin tredje og sidste nytårskur. 

Langs ruten i indre København var der sat "passende forstærket styrke ind", forklarede vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Henrik Møller Jakobsen. 

- Vi har sat flere politifolk på gaden, som vil være bevæbnede, sagde han til Ritzau. 

Regentens guldkaret

  • Guldkareten benyttes ved den traditionsrige nytårskur i januar. Den kan også komme i brug i forbindelse med eskortering ved statsbesøg.
  • Den blev bygget i 1840.
  • Kareten er belagt med 24-karats bladguld.
  • Det polstrede interiør har plads til to personer.
  • Hestene er alle hvide på opfordring fra prins Henrik i 1994.
  • Guldkareten kan ses i De Kongelige Stalde ved Christiansborg Slot, når den ikke benyttes af regentparret.

Kilde: Ritzau

Politiet har indhentet efterretninger

Det er blandt andet de seneste to terrorangreb på en natklub i Istanbul og ved et julemarked i Berlin, der har medført, at politi har skruet op for beredskabet. 

- Vi har indhentet de efterretninger, vi kunne - dels i forlængelse af det, der skete i Berlin, og det der skete i Istanbul. Og så planlægger vi politiindsatsen efter det, siger vicepolitiinspektøren.

Dronning Margrethe kom sikkert frem til Christiansborg Slot, hvor hun og kronprinsparret modtog officerer fra Forsvaret og Beredsskabsstyrelsen, og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner. 

Årets sidste nytårskur

Dagens nytårskur er årets sidste.

Den 1. januar afholdt både hun og prins Henrik nytårstaffel for regeringen og repræsentanter for det officielle Danmark. Her kunne man blandt andet se regeringsmedlemmer i deres fineste rober stille op for fotograferne, ligesom både kronprinsparret og prins Joachim og prinsesse Marie ligeledes ankom i flot gallatøj. 

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs, Minister for offentlig innovation Sophie Løhde og Sundhedsminister Ellen Trane Nørby
Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs, Minister for offentlig innovation Sophie Løhde og Sundhedsminister Ellen Trane Nørby Foto: Scanpix

Den 3. januar var der også nytårskur - denne gang for Højesteretsdommere, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerkorps.

Onsdag stod den så for sidste gang på nytårskur for Dronningens vedkommende. Her aflagde officerer fra Forsvaret og Beredsskabsstyrelsen samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner  besøg hos Majestæten.