Eksmillionærens antijul: - Ingen i familien har inviteret mig

Der er ikke råd til julegaver, og familien har ikke inviteret. Sådan bliver Anne Mette Beckmanns jul i år.

Anne Mette Beckmann er stadig helt på røven. Hun har hverken et sted at bo eller nok penge til at leje eller købe en lejlighed i Københavnsområdet. Og i år har hun heller ikke familie at holde jul med.

- Det bliver nærmest en antijul i år, siger Anne Mette Beckmann til TV 2.

Ligeglad med julen

Hun fortæller også, at hun slet ikke har råd til julegaver i år, og at jul som i gamle dage ikke er noget, hun interesserer sig for længere.

Og dét er der en helt bestemt grund til.

- Efter mine forældre ikke er her mere, så er jeg ligeglad med julen. Juletraditionerne er ikke et must for mig.

Anne Mette Beckmann har dog stadig lidt familie tilbage i Danmark, men dem er der heller ikke planer om at holde jul med.

- Ingen har tilbudt mig at holde jul med dem. Det er mærkeligt, men heller ikke så vigtigt for mig. Jeg ser ikke familien så meget.

Hun regner derfor med at holde en stille og rolig juleaften med nogle gode venner - for dem er der heldigvis stadig nogen af.

Selv om Anne Mette Beckmann ikke længere går op i julen, så kan hun alligevel godt mærke, at juletiden får hende til at savne sin mor.

- Jeg savner hende helt forfærdeligt meget. Men hun er her et sted, og jeg ved, at hun ønsker, at jeg er glad.

Identitetskrise

Anne Mette Beckmann skabte stor debat, da hun tonede frem på skærmen i 'Millionær på bistand', hvor hun ikke lagde skjul på, at hun 'var født til at være rig og leve i luksus'.

Derfor var det også noget af en identitetskrise for hende, da familieformuen svandt til ingenting, og det søde liv var forbi.

Det betød, at hun flyttede fra Portugal og til Danmark i håb om, at det offentlige system kunne hjælpe hende lidt. Men det var sværere end som så.

Forstår ikke sig selv på tv

Erfaringerne har ændret på Anne Mette Beckmanns livssyn.

- Jeg forlanger ikke luksus længere, og når jeg ser 'The Good Life' (dokumentarfilm om Anne Mette Beckmann og hendes mor) igen, kan jeg slet ikke forstå, hvorfor jeg siger alle de ting, siger hun og fortsætter:

- Jeg har forandret mig meget, og det har været 'the hard way', men heldigvis lærer jeg hele tiden.

Du kan se eller gense 'Millionær på bistand' på TV 2 PLAY.