Tog chancen dengang ingen troede på hende: Jeg sagde til ham, det var spild af penge

Mens Sarah Mahfoud kan vinde et 'Vild med dans'-trofæ fredag aften, kan hendes kæreste score kassen rent økonomisk, hvis hun vinder.

Oddsene er 50/50, når Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard fredag aften dyster i årets 'Vild med dans'-finale mod Mille Dinesen og Mads Vad.

Det er noget bedre odds på en sejr til den 27-årige bokser, end det var tilfældet, da årets dansetrup blev præsenteret i august måned. 

Her havde bookmakerne nemlig slet ikke fået øjnene op for Sarah Mahfoud, og spillede man på hende som vinder, ville man eksempelvis hos Danske Spil få sine penge 18 gange igen

Én af dem, der gjorde det, var Sarah Mahfouds kæreste, Patrick Frantzen. Og med hans store tiltro til sin bedre halvdels evner på dansegulvet har han i aften chance for at vinde flere tusinde kroner - hvis altså Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard bliver kåret som vindere.

11 fredage i træk har Patrick Frantzen siddet og heppet på sin kæreste, Sarah Mahfoud, i 'Vild med dans'-studiet.
11 fredage i træk har Patrick Frantzen siddet og heppet på sin kæreste, Sarah Mahfoud, i 'Vild med dans'-studiet. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark

- Han oddsede 500 kroner på os helt i starten, og da han fortalte mig det, sagde jeg bare til ham "ej, lad være med at bruge så mange penge på det, det er jo bare spild af penge, skat". Men nu kan han altså vinde 9.000 kroner, siger Sarah Mahfoud og tilføjer:

- Hvis han vinder, er pengene hans. Jeg tror, han gemmer dem til, vi skal på skiferie.

Glæder sig til at opleve stemningen

Inden årets vindere af 'Vild med dans' skal kåres, venter der dog tre danse foran 2.800 publikummer i Forum Horsens. 

Selvom Sarah Mahfoud er sikker på, hun nok skal blive nervøs, lige inden hun skal på gulvet, så er det forventningens glæde, der fylder mest i hende her på dagen op til den store finale.

- Jeg glæder mig helt vildt meget. Jeg føler, jeg kan dansene, og jeg kan rigtig godt lide dem. Så jeg glæder mig til at vise dem. Det bliver så fedt, siger hun, mens dansepartneren Morten Kjeldgaard, der står i finalen for andet i år træk, supplerer:

- Jeg mærkede stemningen sidste år, så jeg glæder mig sindssygt meget til at opleve det igen. Og så glæder jeg mig sådan til at stå der sammen med Sarah og se hendes reaktion. Publikum er så vilde, og jeg ved, hun kommer til at elske det, siger Morten Kjeldgaard.

En sejr er den perfekte afslutning

Uanset hvordan aftenen kommer til at forløbe, er parret taknemmelige for overhovedet at være nået til finalen. Men de lægger heller ikke skjul på, at de rigtig gerne vil løbe med vindertrofæet.

- Da jeg sagde ja til at være med, havde jeg overhovedet ikke regnet med at nå hertil. Jeg skulle jo op mod alle de her kendte mennesker, og ingen anede, hvem jeg var. Det har virkelig været et vildt forløb, og vi har jo nærmest levet for det her i de måneder, det har stået på. Så at vinde vil da være den perfekte afslutning, siger Sarah Mahfoud.

Se Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard dyste mod Mille Dinesen og Mads Vad i årets store 'Vild med dans'-finale fredag klokken 20 på TV 2.

Se Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard i en jive, som er den dans, brugerne her på tv2.dk har valgt, at parret skal danse igen i finalen, i videoen her.