Mille kan sikre Mads Vad alletiders rekord: Jeg får en klump i halsen

Mads Vad kan blive alletiders mest vindende i 'Vild med dans', hvis han og Mille Dinesen løber med trofæet i fredagens finale.

Marianne Eihilt. Vickie Jo Ringgaard. Silas Holst. Thomas Evers Poulsen.

Alle er de nogle af de helt store koryfæer i 'Vild med dans'. Og alle kan de fredag aften risikere at blive overgået i 'Vild med dans'-historiebøgerne.

Det kan de, hvis skuespilleren Mille Dinesen og partneren Mads Vad ender med vinde trofæet.

Så vil det nemlig være hele tredje gang, at Mads Vad kan kalde sig vinder af 'Vild med dans'. Han vandt første gang i 2010 med tv-værten Cecilie Hother og igen i 2013 med den tidligere bordtennisspiller Mie Skov.

At den 32-årige Aarhus-danser er så tæt på at sætte ny rekord i 'Vild med dans', er først gået op for ham de seneste par dage helt op til finalen.

- Jeg kan mærke, at jeg får en klump i halsen og vand i øjnene bare ved at tale om det. Jeg begyndte i 'Vild med dans', da jeg var en lille dreng, så jeg er på en måde vokset op i programmet. Alle dem, der har været en del af programmet, og alle dem, jeg har danset med, har været med til at forme mig. Så at kunne få lov til at stå med trofæet for tredje gang vil være et kæmpe stort skulderklap og gøre mig så sindssygt glad, siger Mads Vad til TV 2.

Adrenalinen har taget over

Faktisk kan også Mille Dinesen selv sætte 'Vild med dans'-rekord, hvis hun og Mad Vad vinder 13. sæson af danseprogrammet. Med sine 42 år kan hun nemlig blive den ældste vinder af programmet nogensinde.

Parret har da også trænet benhårdt inden fredagens store finale, og selvom de betegner sig som "underdogs" i forhold til konkurrenterne Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard, så vil de gøre alt for at vinde.

- Vi har trænet 10-12 timer hver eneste dag den seneste uge. Man kan selvfølgelig godt mærke det i kroppen, men adrenalinen har taget over og har bare pumpet rundt i kroppen. Så vi ville kunne danse et helt maraton i finalen. Vi glæder os så meget, lyder det samstemmende fra Mille Dinesen og Mads Vad.

- Det ville være helt vildt stort at vinde trofæet sammen med Mille, siger Mads Vad.
- Det ville være helt vildt stort at vinde trofæet sammen med Mille, siger Mads Vad. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark

Inviterer alle med i freestylen

Selvom Mille Dinesen er en erfaren skuespiller med et hav af film, tv-serier og teaterforestillinger på cv'et, bliver det alligevel en helt unik oplevelse for hende at skulle danse foran 2.800 publikummer i Forum Horsens fredag aften.

- Det bliver fuldstændig sindssygt med alle de mennesker inde i salen. Jeg glæder mig sådan til at mærke dem alle sammen og hele stemningen og bare være en del af den her kæmpe store fest. Og så håber jeg, at vi kan invitere både hele salen, men også resten af Danmark, med i vores freestyle, lyder det forventingsfuldt fra Mille Dinesen.

Se Mille Dinesen og Mads Vad danse mod Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard i kampen om at vinde årets udgave af 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2.

Se Mille Dinesen og Mads Vad i en salsa, som er den dans, brugerne her på tv2.dk har valgt, at parret skal danse igen i finalen, i videoen her.