Chok inden finalen: Legende stopper i 'Vild med dans'

Efter 11 deltagelser i programmet danser Mie Martha Moltke fredag aften sin allersidste dans i 'Vild med dans'.

Det er mere end 11 år siden, hun for første gang kom valsende ind på hele Danmarks tv-dansegulv iført en lyserød kjole.

Men når 13. sæson af 'Vild med dans' når sin afslutning fredag aften, bliver det samtidig slutningen på Mie Martha Moltkes deltagelse i programmet. 

Den i dag 34-årige danser indtager nemlig dansegulvet for sidste gang i aftenens finale, fortæller hun til TV 2.

- Jeg har lavet min sidste sæson af 'Vild med dans'. Jeg har været med i 11 år og synes, jeg har givet, hvad jeg kunne. Samtidig har jeg travlt rent arbejdsmæssigt, og så har jeg en dreng, der er ved at blive stor, og som skal til at begynde i skole inden så længe. Så det handler om, at jeg simpelthen har brug for at lægge mit fokus andre steder, siger Mie Martha Moltke.

Hey, jeg har fået både mand og barn ud af 'Vild med dans'.

Mie Martha Moltke

Mie Moltke - der tidligere i år tog mellemnavnet Martha - traf beslutningen om at stoppe i 'Vild med dans' allerede inden den nuværende sæson gik i gang. En sæson som mundede ud i en fjerdeplads sammen med musikeren Thomas Buttenschøn - en tangering af hendes bedste placering i programmet.

- Jeg kunne ikke have drømt om en vildere afslutning. Jeg var lykkelig for, at vi kom så langt, siger hun.

'Vild med dans' har ændret alt

Mens Thomas Buttenschøn altså blev Mie Martha Moltkes sidste dansepartner i 'Vild med dans', så var skuespilleren og tv-værten Peter Mygind hendes første, da hun som 24-årig debuterede i programmet i 2005.

Mie Martha Moltkes historik i 'Vild med dans'

  • 2005: 7. plads med Peter Mygind
  • 2006: 6. plads med Master Fatman
  • 2007: 4. plads med Lai Yde
  • 2008: 5. plads med Hans Pilgaard
  • 2009: 10. plads med Sven-Ole Thorsen
  • 2010: 5. plads med Michael Rasmussen
  • 2012: 8. plads med Anders Krogh Jørgensen
  • 2013: 9 plads. med Mattias Hundebøll
  • 2014: Dansede med Besir Zeciri - udgik efter program fem
  • 2015: 5. plads med James Sampson
  • 2016: 4. plads med Thomas Buttenschøn

Dengang anede hun ikke, at 'Vild med dans' ville komme til at definere resten af hendes liv.

- Efter jeg var stoppet som danser, troede jeg aldrig, jeg skulle danse igen, og jeg var egentlig begyndt at læse til lærer. Men så kom der det her tv-program, jeg ikke rigtig vidste, hvad gik ud på. Og som årene er gået, er det bare blevet en kæmpe del af mig. 'Vild med dans' har medvirket til, at jeg i dag lever af at arbejde med krop og bevægelse, ligesom jeg også har mødt nogle vanvittigt dejlige mennesker, som jeg har lært sindssygt meget af gennem programmet. Hey, jeg har fået både mand og barn ud af 'Vild med dans', siger Mie Martha Moltke i sin letgenkendelige, muntre tone.

Se Mie Martha Moltkes allerførste dans i 'Vild med dans' - en vals med Peter Mygind - i videoen her.

For det var i fjerde sæson af danseprogrammet - i 2007 - at Mie Martha Moltke blev parret sammen med skuespilleren Lai Yde.

Det viste sig at være så godt et match, at der lynhurtigt opstod gnister mellem de to i træningslokalet. I maj 2011 blev de gift, og i december samme år blev de forældre til sønnen Mio.

Selvom parret siden er blevet skilt, er de stadig på god fod, og når Mie Martha Molke ser tilbage på sine 11 år i 'Vild med dans', står sæsonen med Lai Yde da også som noget særligt. Også hendes år med Master Fatman, Hans Pilgaard og i år med Thomas Buttenschøn stikker ud for Mie Martha Moltke.

- De har alle fire været med til at ændre mit liv, siger hun.

16x9
Fire af de dansepartnere, der har betydet mest for Mie Martha Moltke i 'Vild med dans'; Master Fatman, Lai Yde, Hans Pilgaard og Thomas Buttenschøn. Foto: Mogens Flindt, Martin Sylvest / Scanpix

Vil fokusere på feminineflow

Mie Martha Moltke har de senere år drevet dansestudiet Soulhouse på Nørrebro i København, hvor hun blandt andet underviser i "feminineflow" - et koncept, hvor der arbejdes med at "fremme den indre, kvindelige kerne gennem bevægelse". Det er da også her, Mie Martha Moltke kommer til at bruge sin tid fremover.

Jeg lever jo af at undervise i, at man skal handle på det, man mærker i kroppen. Det er også derfor, jeg bliver nødt til at stole på, at jeg har truffet den rigtige beslutning i forhold til 'Vild med dans'. 

Mie Martha Moltke

- Feminineflow er noget, der vokser i mig, og som er blevet rigtig meget "mig" efterhånden. Jeg har forskellige projekter, som jeg godt kunne tænke mig at komme i gang med, blandt andet et om unge piger og deres kroppe og selvværd. Og så kommer der en bog om det til foråret, siger Mie Martha Moltke og fortsætter:

- Jeg lever jo af at undervise i, at man skal handle på det, man mærker i kroppen. Det er også derfor, jeg bliver nødt til at stole på, at jeg har truffet den rigtige beslutning i forhold til 'Vild med dans'. 

Tirsdag morgen ️#mio #kærlighed #morgenhygge #langsommorgen #godegrin

A post shared by miemarthamoltke (@miemarthamoltke) on

Lader døren stå lidt på klem

Hun er fuldstændig afklaret med sin beslutning om ikke at fortsætte, men hun indrømmer også, at hun kommer til at savne hele holdet og produktionen bag 'Vild med dans' - og at hun kommer til at få "sindssygt ondt i maven", hvis 'Vild med dans' fortsætter næste år, og hun skal nøjes med at følge med foran tv-skærmen derhjemme.

- Det er meget sørgmodigt at skulle sige farvel, for jeg elsker programmet og synes, det er så fantastisk. Jeg kunne da måske godt finde på at vende tilbage for en enkelt aften ligesom eksempelvis Marianne Eihilt og Claudia Rex har gjort, men det bliver i så fald også dét. Lige nu ser jeg bare frem til at slutte af med den vildeste fest fredag aften, siger Mie Martha Moltke.

Mie Martha Moltke er en af de dansere, der deltaget i 'Vild med dans' flest gange. Kun Thomas Evers Poulsen og Mads Vad har danset med i lige så mange sæsoner.

Se Mie Martha Moltke danse for sidste gang i finalen i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Se Mie Martha Moltkes allersidste konkurrencedans i 'Vild med dans' - en dans som hun også fik sit første 10-tal for; en wienervals med Thomas Buttenschøn samt Mille Dinesen og Mads Vad.