Langt fra kærlighed ved første blik: Nu tænder hun mig helt sindssygt

Det var langt fra kærlighed ved første blik, da Sarah Mahfoud og hendes kæreste, Patrick Frantzen, mødtes første gang. Men i dag er de uadskillelige.

- Vi har altid vidst, hvem hinanden var, og vi har haft fælles bekendte. Men jeg syntes, hun var lidt af en "smartass".

Sådan lyder det fra 27-årige Patrick Frantzen, der danner par med årets ene 'Vild med dans'-finalist, Sarah Mahfoud.

Egentlig har de kendt hinanden, siden de havnede i den samme 10. klasse på Hillerød Ungdomscenter, men dengang lå det absolut ikke i kortene, at det skulle blive de to.

Alligevel bor de i dag sammen i et hus i Gilleleje. Han arbejder som tømrer, hun som sosu-assistent - og så bokser hun ved siden af jobbet.

Netop Sarah Mahfouds evner i bokseringen - og ikke mindst hendes tre titler som danmarksmester og to titler som nordisk mester - var årsagen til, at hun i sommer blev spurgt, om hun kunne tænke sig at være med i 'Vild med dans'.

Siden Sarah Mahfoud takkede ja til dét tilbud, er parrets liv blevet vendt op og ned.

16x9
11 fredage i træk har Patrick Frantzen siddet og heppet på sin kæreste, Sarah Mahfoud, i 'Vild med dans'-studiet. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark

De seneste måneder har cirka en million danskere nemlig fulgt Sarah Mahfoud på dansegulvet, når hun fredag efter fredag har imponeret dommerne sammen med partneren Morten Kjeldgaard. Og Patrick Frantzen, ja, han har troligt siddet på forreste række og heppet på sin kæreste hver eneste fredag.

Se et sammenklip af alle Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaards danse i videoen øverst.

Det sagde "bang"

Det er kun et års tid siden, at Sarah Mahfoud og Patrick Frantzen – efter ikke at have haft kontakt i årevis – så småt begyndte at "synes godt om" hinandens billeder på Facebook, og i januar i år tikkede der så pludselig en besked ind i Patrick Frantzens indbakke på Facebook. En besked fra Sarah Mahfoud. 

- Jeg havde slet ikke set den komme. Men der var kemi lige fra første besked, og jeg fik straks en følelse af, at jeg havde lyst til at lære hende bedre at kende. 

Hvad der blot skulle have været en kop kaffe blev til adskillige timers snak, og allerede en måneds tid efter det første møde i årevis, flyttede Sarah Mahfoud ind hos Patrick Frantzen. 

Hun har sagt til mig, at hvis jeg passer på hende i de her fire måneder, vil hun passe på mig resten af livet.

Patrick Frantzen, kæreste med Sarah Mahfoud

- Det sagde bare "bang", siger han og fortsætter:

- Ikke alene er hun den flotteste pige overhovedet, hun har også en eller anden helt særlig gnist over sig. Og den måde, hun interesserer sig for mig på, og den måde, hun holder så meget af mig, tænder mig helt sindssygt, siger Patrick Frantzen.

16x9
Sarah Mahfoud med sin kæreste, Patrick Frantzen. Foto: Privatfoto

Sarah er et rigtigt rodehoved

Selvom Sarah Mahfoud de seneste måneder er blevet et kendt ansigt og lige har skullet vænne sig til at optræde i ugebladene og at blive stoppet og spurgt om selfier og autografer, når hun og Patrick Frantzen er ude at handle, så har intet ændret sig derhjemme, når de bare ligger de i to sofaen. Altså ud over at Patrick Frantzen har været alene om at varetage rollen som husmor under Sarah Mahfouds deltagelse i 'Vild med dans'.

- Jeg har sørget for at lave mad til, når hun kommer hjem, og jeg har sørget for at rydde op og gøre rent. Sarah er et rigtigt stort rodehoved. Det flyder med vasketøj og mascara over det hele, og så hader jeg, når hun bare lader tallerkener med madrester stå i køkkenvasken, siger Patrick Frantzen med et grin og fortsætter:

- Men jeg elsker at gøre hende glad, og vi er normalt rigtig gode til at hjælpe hinanden. Og hun har sagt til mig, at hvis jeg passer på hende i de her fire måneder, vil hun passe på mig resten af livet.

16x9
Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard i en cha-cha-cha i semifinalen i 'Vild med dans'. En dans, som de scorede maksimale 40 point hos dommerne for. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Vil danse videre med kæresten

I løbet af sin tid i 'Vild med dans' har den 27-årige Sarah Mahfoud udviklet sig enormt.

I de første par uger var hun med kærestens ord et "vrag" og havde svært ved at vænne sig til både at skulle danse og til at skulle være på tv. Men hun tog tyren ved hornene og gik hurtigt "all in" på danseprogrammet og alt det, der fulgte med - præcis som hun gik helhjertet ind i forholdet til Patrick Frantzen.

Hun vil ikke tabe - hun er jo et sportsmenneske helt ind til benet.

Patrick Frantzen om kæresten Sarah Mahfoud

Faktisk er Sarah Mahfoud blevet så vild med at danse, at hun planlægger at fortsætte med at gå til dans, selvom Morten Kjeldgaard fra næste uge ikke længere har mulighed for at stå for den daglige undervisning. Så har hun i stedet tænkt sig at hive kæresten med til pardans.

Allerførst gælder det dog finalen i 'Vild med dans', hvor Sarah Mahfoud er bookmakernes favorit til at løbe med sejren. Ifølge Patrick Frantzen går hun da også efter at kunne løfte det eftertragtede trofæ fredag aften. 

- Hvis hun ikke vinder, vil hun se det som om, hun har tabt førstepladsen, og så kommer der ikke til at være noget smil. Hun vil ikke tabe - hun er jo et sportsmenneske helt ind til benet, siger han.

I finalen står Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard over for skuespilleren Mille Dinesen og Mads Vad. Se den store 'Vild med dans'-finale fredag klokken 20 på TV 2.

Kom helt tæt på Sarah Mahfoud i dette lynportræt, hvor hun svarer på spørgsmål om alt og ingenting.