Leverede sæsonens bedste dans: - En stjerne er født

Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard scorede fuldt hus, 40 point, for deres cha-cha-cha. Nu gælder det finalen i 'Vild med dans'.

- En stjerne er født.

Så klar i mælet var dommeren Anne Laxholm, efter hun fredag aften havde set Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard levere et brag af en cha-cha-cha i semifinalen i 'Vild med dans'.

Kort efter hev hun - for første gang i år - topkarakteren 10 op af hatten.

Det samme gjorde hendes tre dommerkolleger, og vupti; så var der for første gang i 13. sæson af 'Vild med dans' hele fire 10-taller og dermed den absolutte topkarakter til Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard. 

- Det var helt vildt fantastisk. 40 point. 10-taller hele vejen. Det kunne ikke gøres bedre jo. Jeg glæder mig så meget til selv at se den, når jeg kommer hjem, sagde en storsmilende Sarah Mahfoud til TV 2 efter programmet.

Se hele interviewet med Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard i videoen øverst og se deres cha-cha-cha i videoen her.

Kjeldgaard i finalen for andet år i træk

Med 40 point for deres cha-cha-cha og 38 for deres vals og 39 for deres pasodoble sikrede Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard sig en plads i næste uges finale. En finale der skal danses foran tusindvis af entusiastiske publikummer i et forlængst udsolgt Forum Horsens.

- Jeg forstår det ikke rigtig. Jeg kan ikke rigtig være i mig selv lige nu. Det er helt vildt. Det er jo det, der har været målet, og nu er vi der. I Horsens foran rigtig mange mennesker, jublede Sarah Mahfoud.

Det er andet år i træk, at Morten Kjeldgaard danser sig hele vejen til finalen. Sidste år opnåede han en andenplads med skuespilleren Stephania Potalivo. Nu ser han frem til at danse endnu en finale med Sarah Mahfoud.

- Det er jo helt vildt. Det var så sindssygt fedt sidste år. Bare danse amok og bare nyde den der aften. Jeg glæder mig så meget til, hun skal opleve det, for hun kommer til at elske det, lød det fra Morten Kjeldgaard.

Se Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard i deres vals fra semifinalen i videoen her.

Spændende freestyle i vente

Ligesom han gjorde det med Stephania Potalivo sidste år, skal Morten Kjeldgaard også danse jive i finalen i år sammen med Sarah Mahfoud. Det har tv-seerne bestemt. Ud over jiven skal parret også danse en showdans og den eftertragtede freestyle-dans, som for mange af deltagerne i 'Vild med dans' er den ultimative dans.

Hvordan Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaards freestyle kommer til at se ud, må vi vente med at se til næste fredag, men Morten Kjeldgaard afslørede alligevel lidt efter semifinalen.

- Jeg kan måske sige, at det, man forventer at se i vores freestyle, kommer ikke rigtig til at ske. Men der kommer til at ske noget andet spændende, lød det kryptisk.

I finalen møder Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard skuespilleren Mille Dinesen og partneren Mads Vad, mens det blev skuespilleren Laura Bach, der sammen med partneren Michael Olesen måtte forlade 'Vild med dans' i semifinalen.

Se finalen i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 - og se alle tidligere udsendelser på TV 2 PLAY.

Se Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard score fire 10-taller og se deres reaktion umiddelbart efter deres to første danse i videoerne her.