Han stod bag hittet 'Mormors Kolonihavehus' - 28 år efter gør han nu comeback

Manden bag melodien til hittet 'Mormors Kolonihavehus" er tilbage på den danske musikscene efter mange års fravær.

Måske kender du ham som mekanikeren Tom fra tv-serien 'Taxa'. Eller som en del af samme slæng som Erik Clausen og Kim Larsen, der alle var med i filmen 'Midt om natten'.

Før det, var der også en periode, hvor vi alle sang med på megahittet 'Mormors Kolonihavehus', som Leif Sylvester stod bag melodien på. Og nu er han altså tilbage ved musikken.

Det har været spørgsmålet om, hvilken hest jeg har banket fremad.

Leif Sylvester, kunstner

Den 76-årige musiker, skuespiller og kunstner fra Amager har nemlig genfundet lysten til at spille musik og har netop udgivet singlen 'City Dog'.

- Det er sådan en cyklus, kan man sige. Da jeg holdt op i sin tid, var det fordi, at det individuelle behov trængte sig på. Det skulle være mig, der bestemte det hele. Nu har det meldt sig igen, at jeg gerne vil have lidt hjælp, fortæller han i mandagens 'Go' morgen Danmark'.

Savnede publikums opmærksomhed

Det er i dag 28 år siden, han sidst spillede koncert - og i de mellemliggende år har Leif Sylvester lagt sin kreativitet i malerier og skulpturer.

Leif Sylvesters blå bog

  • Leif Sylvester Petersen er kunstmaler, grafiker, musiker og skuespiller.
  • Han er oprindeligt udlært som tømrer, men har sideløbende arbejdet som udøvende musiker og kunstner.
  • Han er født den 18. april 1940 (76 år gammel).
  • Han danner til hverdag par med Kira Polack Wickstrøm der er arkitekt.
  • Han har datteren Mia Sylvester.

- Jeg har altid malet og altid spillet musik. Så det har været begge dele, men det har været spørgsmålet om, hvilken hest jeg har banket fremad, og hvilken der har stået i stalden, forklarer Leif Sylvester.

Når han har valgt at vende tilbage til musikken, handler det blandt andet om, at han savner den opmærksom fra publikum, som musikken giver. 

- Når man er færdig med et maleri, er der ikke nogen, der hujer. Det har jeg savnet, siger han.

De var ved at sætte ild til hele lortet.

Leif Sylvester, kunstner

Nu er Leif Sylvester altså aktuel med en ny single, og han har meget mere på tapetet.

- Jeg har allerede den næste klar. Vi går i studiet om 8 dages tid. jeg har skrevet ni numre, fortæller han.

Singlen er udgivet på youtube og kan høres herunder:

Et ekstra vers i 'Mormors Kolonihavehus'

'Mormors Kolonihavehus' skrev Leif Sylvester sammen med Erik Clausen, og de to fik faktisk idéen til den, da de var ude at køre en tur på Amager, hvor urbanplanen var ved at blive implementeret. Da de to kører igennem et kolonihaveområde, ser de noget, de ikke er vilde med.

- De var ved at sætte ild til hele lortet, fortæller Leif Sylvester.

Så sangen opstod som en form for protestsang, og som en sang om noget der er ved at forsvinde.

Oprindeligt havde sangen faktisk et ekstra vers.

- Jeg var sådan ret socialrealistisk i min tankegang, så det var noget ala 'nu er der grå beton', fortæller Leif Sylvester.

Som de fleste nok ved, fik Leif Sylvester ikke sit sidste vers med i sangen dengang, men nu får han altså mulighed for at udfolde sig uden restriktioner.

Hans album udkommer til i foråret 2017.