Medina på den røde løber: Jeg har overvejet at stoppe karrieren

Medina har været tæt på helt at stoppe karrieren. Medierne har været for brutale mod sangerinden.

Hun er en af de få danske artister, der i nyere tid har skrevet sig ind i alle danskeres bevidsthed. For alle ved, hvem man snakker om, når man taler om Medina. 

Men hendes succes har ikke været uden pris, hvorfor hun har overvejet at stoppe karrieren.

- Jeg har overvejet at stoppe karrieren, men det er kun på grund af medierne. Jeg synes, at de behandler folk dårligt og uærligt. Medierne gav mig lyst til at stoppe min karriere. Jeg synes ikke, at det er værd at blive mobbet på landsplan, fortalte en oprevet sangerinde til TV 2 på den røde løber ved DMA.

- Men det siger så en masse om dem, der klikker på rigtig, rigtig negative overskrifter, lød det fortsat fra Medina.

Medina var dukket op med sin forlovede, modellen Sebastian Baui Lund fredag aften i Forum.

Medina og kæresten Sebastian Baui Lund på den røde løber til Danish Music Awards. Parret blev forlovet i august.
Medina og kæresten Sebastian Baui Lund på den røde løber til Danish Music Awards. Parret blev forlovet i august. Foto: Camilla Rønde / TV 2

Kærestebrud og flygtningehetz

Medina brød første gang igennem i 2009 med singlen 'Velkommen til Medina'. Og siden har hun tryllebundet danskere på dansegulvet med hits som 'Kl 10', 'Mest Ondt' og 'Jalousi'.

Sangerinden blev ikke mindre interessant for medierne, da hun fandt sammen med en anden stor popstjerne Christopher. Og slet ikke da de to valgte at gå fra hinanden i 2014 under stor mediebevågenhed.

For nyligt har Medina i selskab med journalisten Abdel Aziz Mahmoud været rundt Mellemøsten for at besøge flygtningelejre, hvilket blev til et tv-program på DR 2. Her blev Medina udsat for en mindre hetz på de sociale medier, hvor hun blev beskyldt for at udnytte flygtningesituationen til egen vinding.

Det var så slemt, at Abdel Aziz Mahmoud var ude at forsvare den danske sangerinde.

- Hvis man skal tro Berlingske og dets kloakrør af et kommentarspor, så er der opstået en kollektiv harme over, at landets største sangstjerne - Medina - er taget til de famøse nærområder. Og at DR2 (jeg) laver et program om hendes tur og situationen i Jordan. Her befinder formentlig over 1 million syriske flygtninge sig nu - ud af Jordans cirka seks millioner indbyggere. Meget af vreden kunne man undgå, hvis man simpelthen bare læste den artikel, man kommenterede. Men ok. Lad mig skære det ud for (i dette tilfælde) Berlingskes harme læsere, lød det blnadt fra Abdel Aziz Mahmoud på Facebook.

Noget tyder dog på, at Medina har genovervejet situationen - og ikke er helt klar til at stoppe karrieren. I stedet forsøger hun at finde sin egen måde at håndtere de negative overskrifter.

- Vi er alle sammen kun mennesker, og du kan se, hvor hårdt det er for små børn, når de bliver mobbet i skolen - når det sker på landsplan, skal man finde ud af at kunne holde til det. Og det er det, jeg er ved at finde ud af, sagde Medina om det konstant at være skydeskive.