Beha-brødrene viser deres kærester frem: - Det er min søde kæreste Louise

Emil og Theis fra 'Kurs mod fjerne kyster' viste lørdag aften deres kærester frem på den røde løber til Danish Music Awards.

- Det er min søde kæreste Louise.

Sådan fortæller Emil Midé Erichsen til TV 2 på den røde løber til Danish Music Awards lørdag aften. Imens viser lillebror Theis stolt sin kæreste Ida frem.

Emils kæreste Louise synes, at det er det er lidt vild med al den opmærksomhed, som drengene har fået efter deres hjemkomst.

- Men det er sammen med dig, så det er okay, siger hun og kigger op på Emil. 

Derimod har Theis' kæreste Ida ikke mærket meget til, at drengene har fået meget opmærksomhed efter deres hjemkomst. 

- Det har jeg ikke lagt så meget mærke til. Men jeg synes, at det er dejligt, at mange synes, det er et godt program. Det synes jeg også selv, siger hun.

Se Emil og Theis vise deres kærester Louise og Ida frem i videoen øverst i artiklen.

Sjovt, når det sner

De to brødre kom hjem i sommer og har derfor haft omkring tre måneder hjemme i Danmark. 

- Det er sjovt at være hjemme. Jeg nyder hver dag lige nu. Jeg synes, at det er sjovt, når det sner, og når der er frostgrader. Det er alt sammen noget, som vi ikke har oplevet i lang tid, fortæller Emil.

Dog har Theis stadig svært ved at vende sig til at være hjemme fra brødrenes jordomrejse. 

- Jeg har gået ret meget i en boble her på det seneste, og lukket mig lidt inde i mig selv for ligesom at vænne mig lige så langsomt til det her. 

- Lige nu koncentrerer vi os bare om at være hjemme. Om at være, siger han.

Derfor har de to brødre heller ikke noget eventyr på tegnebrættet lige nu, fortæller de.