Akavet og tåkrummende: Sådan lyder stjernens musikvideo uden musik

At 'shredde' en video er en ny komisk tendens udført af blandt andet Natholdet og nu Danish Music Awards.

Hvordan ville en musikvideo egentlig lyde, hvis ikke musikken var der?

Det kan du få et eksempel på i videoen øverst i artiklen, som er et bud på, hvordan sangerinden MØs sang 'Kamikaze' ville lyde, hvis ikke musikken var inde over.

Videoen er lavet i forbindelse med Danish Music Awards, hvor MØ både skal optræde og er nomineret til publikumsprisen. Den er et såkaldt shred, hvor man tager en musikvideo eller video og tilføjer ny og anderledes lyd, der resulterer i ofte skøre og tåkrummende videoer. 

- At shredde er, at man tager en bid af en musikvideo og lægger noget andet og mindre god lyd henover videosporet. Princippet bag er, at man på den måde skaber en underholdende og morsom videosekvens og får givet nyt liv til velkendte klip fra musikoptrædener eller musikvideoer. Dette med et jokende tvist, forklarer Nathalie C. Larsen, digital chef ved kommunikationsbureauet Lead Agency, til TV 2. 

Natholdet shredder Christopher

Shred

Når man tager et klip eller musikvideo og ligger en ny lyd på klippet. 

Det kan både være ny musik eller tale.

Formålet er at skabe en ny og komisk sammenhæng mellem videoens billeder og lyd.

Ifølge Nathalie C. Larsen har tendensen med at shredde videoer spredt sig over især det seneste år.

- At det har fået et navn, er et tegn på, at det er ved at blive en tendens. Men det er svært at vide, hvornår det præcis startede, for det med at parodiere indhold på nettet, er noget, man har gjort i mange år. Til gengæld er det forholdsvis nyt, at man ser det så organiseret, og at videoerne får en særlig betegnelse som et shred, siger hun. 

Allerede i starten af 2014, hvor Christopher var relativt ny på musikscenen og havde hittet 'Told you so', var han på besøg i 'Natholdet'. Her er Anders Breinholt vært, og han havde i samarbejde med programmets redaktion lavet en lidt anderledes udgave af Christophers hit.

- Jeg tror, det er det, man kalder et shred, siger Anders Breinholt i udsendelsen. 

Se 'Natholdet's shred af Christophers 'Told you so' i videoen nedenunder.

Musikvideoer i virkeligheden

Når man har set ovenstående shred af MØs musikvideo, er man måske efterladt med spørgsmålet om, hvordan det så fungerer, når man i virkeligheden optager musikvideoer. For står man ligesom MØ bare og nynner ud i det blå?

Spørger man kreativ rådgiver Mikkel Inumineq, der har været med under produktionen af flere musikvideoer, er det meget forskelligt, om man under optagelserne spiller en sang på fuld drøn eller om man blot lader den spille roligt i baggrunden, mens man danser, vrikker eller griner sig gennem en musikvideo.

- Det typiske er, at man spiller sangen på fulde drøn, når videoen skal passe til sangen, fortæller han til TV 2. 

Optager man som i MØs tilfælde udendørs, så er der også en løsning på det:

- Så tager man en ghettoblaster med, siger Mikkel Inumineq.

Vil du se flere sjove shreds af danske kunstneres musikvideoer, så gå ind på Danish Music Awards' Facebookside.

- Vores system spiller højere, dit nabolag får paranoia! Sivas ved det! ️ Verden er bare lidt federe med musik... Og vi har tænkt os at skrue helt op til #DMA16! Er I på?

Posted by DMA - Danish Music Awards on 31hb Oktober 2016