Laura Bach: Jeg har aldrig været så afhængig af en mand som nu

Hun ser sig selv som en selvstændig kvinde, men i 'Vild med dans' er Laura Bach dybt alligevel dybt afhængig af en mand.

Når skuespilleren Laura Bach fredag aften går på gulvet i 'Vild med dans', bliver det uden dansepartneren Michael Olesen ved sin side. I hvert fald de første 10-15 sekunder.

Selvom de få antal sekunder ikke umiddelbart lyder af meget, så er det alligevel angstprovokerende for den 37-årige skuespiller at skulle "blotte" sig foran hele tv-Danmark - helt på egne ben.

- Hvis jeg fucker op, så har jeg ikke Michael til lige at tage fat i mig. Nu skal jeg rent faktisk lave trinene selv, siger Laura Bach til TV 2 og fortsætter:

- Det bliver grænseoverskridende, fordi man i dans er så dybt, dybt, dybt afhængig af sin partner. Jeg tror aldrig, jeg har været så afhængig af en mand, som jeg er afhængig af Michael. Det er mærkeligt. Jeg mener, jeg er 37 år og har været igennem lidt af hvert, og jeg plejer sagtens at kunne klare mig selv. Men bare det at tage nogle trin, uden at Michael fører mig, er skræmmende, siger hun med et grin.

Se Laura Bach og Michael Olesens seneste dans, en rumba, i videoen øverst og se deres reaktion umiddelbart efter dansen i videoen her.

Her har hersket feber og store følelser.

Giver slip på kontrollen

Starten alene på dansegulvet er blot endnu et skridt i den personlige udvikling, den ellers så kontrollerede Laura Bach er ved at gennemgå i 'Vild med dans', fortæller hendes partner, Michael Olesen.

- Laura er nået rigtig, rigtig langt, og næste skridt er så virkelig at give slip på kontrollen og bare være i det - og være i det selv. Hun skal turde at danse selv og rent faktisk nyde det. Det er en stor ting pludselig at skulle starte og stå helt alene på gulvet, siger Michael Olesen.

Det, der virkelig har fuldstændig overvældet mig i 'Vild med dans', er at blive taget så godt imod af seerne, som skriver de sødeste og fineste ting på Facebook, og som stemmer os videre.

Laura Bach, skuespiller

Dansen, som Laura Bach skal indlede alene, er en af de danse, som de professionelle dansere hvert år frygter allermest på grund af dens sværhedsgrad; nemlig slowfoxen. 

En dans som Laura Bach da også har det en smule ambivalent med.

- Når den bliver eksekveret rigtigt, er den meget, meget smuk. Men den er faktisk rigtig svær at gøre så svævende og let, som det er meningen, og så er det ikke sikkert, det lader sig give sig. Hvis du spænder, hvis du holder igen, hvis du er krampagtig, så du duer det ikke. Det kan ses, og så kan du slet ikke komme igennem. Men vi knokler røven ud af bukserne, og så håber jeg bare af hele mit hjerte, at det hele går op i en højere enhed, siger Laura Bach.

Overvældet af seernes opbakning

I parrets første fire danse har de konsekvent placeret sig på en anden- eller en tredjeplads hos dommerne. Men de har altså stadig til gode at vinde en danserunde. 

Det er dog ikke noget, Laura Bach har skænket en tanke.

- Jeg har overhovedet ikke tænkt over det. Jeg tænker kun på at overleve og at få lov til at danse endnu en dans. Det er så vidunderligt at få lov til at lære de her forskellige danse. På den lange bane ved jeg da godt, at det har noget at sige, om man får point nok af dommerne til at gå videre, og jeg har også dyb respekt for dommerne og vil vildt gerne imponere dem, siger Laura Bach og fortsætter:

- Men det, der virkelig har fuldstændig overvældet mig i 'Vild med dans', er at blive taget så godt imod af seerne, som skriver de sødeste og fineste ting på Facebook, og som stemmer os videre. Det betyder noget helt særligt, at en masse mennesker, jeg ikke aner, hvem er, og som sidder bag skærmene rundt omkring, på en eller anden måde mærker det, som Michael og jeg også mærker på gulvet. Det har bare været som at falde ned i en blød dyne af kærlighed.

Se Laura Bach og Michael Olesen samt de resterende syv par danse enten slowfox eller quickstep i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 - og se de tidligere udsendelser på TV 2 PLAY. Fredag aften kan du også glæde dig til at opleve Christopher, når han optræder med sin seneste single, 'Heartbeat'.