Jussi Adler afviser: Har aldrig sagt at det var slut med Lie Kaas

Efter at denne artikel er blevet publiceret, har Jussi Adler valgt at dementere historien med følgende kommentar, som TV 2 har modtaget.

'Jeg har aldrig udtalt til nogen, at det er slut med Nikolaj Lie Kaas i rollen som Carl Mørck. Nikolaj Lie Kaas er en dygtig skuespiller, som jeg oprindeligt selv har været med til at vælge. Han er et godt bud på Carl Mørck, for med den rigtige instruktion kan han som skuespiller udfylde alle roller. Nikolaj Lie Kaas er en fantastisk skuespiller i min optik. Om han fortsætter som Carl Mørck, når Nordisk Film overtager filmatiseringerne af Afdeling Q5-10, er en beslutning, som ligger hos Nordisk Film og Nikolaj Lie Kaas selv. Hvad de beslutter, bakker jeg op om'.

Skuespilleren Nikolaj Lie Kaas er i øjeblikket i udlandet i forbindelse med optagelser til tv-serien Britannia, så han har ikke mulighed for at komme med en kommentar, fortæller hans agent Lindberg Management.

Nordisk Film har ingen kommentarer til sagen, oplyser filmselskabet. 

Rubrikken er af TV 2 ændret fra 'Nikolaj Lie Kaas fyret: Færdig som Carl Mørk i Jussi-film' til 'Jussi Adler afviser: Har aldrig sagt, at det var slut med Lie Kaas'.

Herunder står artiklen i sin oprindelige form

Siden 'Kvinden i buret' rullede over lærredet for tre år siden, har skuespiller Nikolaj Lie Kaas været en fast bestanddel i filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-bøger.

Men nu er det slut. Når optagelserne til den fjerde bog i rækken, 'Journal 64', går i gang til foråret, bliver det sidste gang, at den prisbelønnede Lie Kaas skal spille rollen som Carl Mørk.

Det skriver ugebladet Her&Nu i denne uge. 

- Han er for enstrenget

- Han er meget enstrenget i sin vurdering af, hvem Carl Mørk er. Det kan man også være, hvis man bare læser overfladisk. Jeg havde regnet med, at man ville gå ned i karakteren på en anden måde. En nuanceret måde, fortæller Jussi Adler Olsen til Her&Nu og fortsætter:

- Han er en fremragende skuespiller, jeg havde bare forventet noget andet. Det var nok bare ikke den rette rolle for ham, forklarer han.

Præmiere på filmen
Præmiere på filmen "Flaskepost fra P" i Imperial onsdag den 2. marts 2016. Fra venstre ses Nikolaj Lie Kaas, Johanne Louise Schmidt, Fares Fares og Pål Sverre Valheim Hagen. Foto: Emil Hougaard / Scanpix Denmark

Nordisk Film overtager rettigheder

Det er ikke nogen hemmelighed, at Jussi Adler-Olsen tidligere har udtrykt sin utilfredshed med filmene, der i følge ham lå for langt fra hans bøger. 'Journal 64' bliver da også den sidste filmatisering, som filmselskabet Zentropa skal stå bag. Fremover bliver det Nordisk Film, der skal lave de sidste seks film. 

- Filmene er dygtigt lavet teknisk, men baseret på nogle manuskripter, jeg ville ønske havde været anderledes. Jeg kan ikke genkende det. De fleste har været ret ligegyldige og dårlige og ender altid samme sted. Det ærgrer mig, at man ikke gav mit univers en større chance, siger Jussi Adler-Olsen til ugebladet.

Assad-karakteren skuffer også

I sidste uge havde TV 2's seere mulighed for at live-chatte med netop Jussi Adler-Olsen. Her løftede han sløret for, at det ikke blot er Carl Mørk-karakteren, han er utilfreds med. Også karakteren Assad har sine mangler. Seeren Anette Tanzer spurgte blandt andet: 

- Hej Jussi, tusind tak for fantastiske bøger. Filmene skuffer dog i forhold til at ramme rigtigt på Assad-karakteren. Både hans person, men også at han er opgraderet til en ligestillet kollega til Mørk. Noget af den vigtige komik glipper der. Hvordan har du det selv med det? 

Hvortil Jussi Adler-Olsen svarede: 

- Jeg giver dig fuldstændig ret.

Jeg havde regnet med, at man ville gå ned i karakteren på en anden måde. En nuanceret måde. Han er en fremragende skuespiller, jeg havde bare forventet noget andet. Det var nok bare ikke den rette rolle for ham. 

Jussi Adler-Olsen

Seeren Hans Peder spurgte Adler-Olsen, om han var tilfreds med de to mandelige hovedroller i filmene. Hertil svarede forfatteren:

- De ligner jo ikke meget mine romaners karakterer, men de er fantastiske skuespillere og udfylder det, som manuskriptet har skabt om deres personer rigtig godt.​

Jussi Adler Olsen forklarede også i live-chatten, at de fremtidige film kommer til at adskille sig væsentligt sig fra de tidligere film. Blandt andet vil karaktererne lægge sig tættere op ad romanfigurerne. Derudover vil den "virkelige historie" om hovedpersonernes hemmeligheder være med, og bipersonerne vil ikke blive "ignoreret", som Jussi Adler-Olsen fortalte. 

Hør Jussi Adler-Olsen fortælle om sin nye bog 'Selfies', der er den syvende i Afdelingen Q-serien.

Torsdag morgen gæstede Danmarks bedstsælgende forfatter 'Go' morgen Danmark', hvor han fortalte om sin nye bog 'Selfie'.