25 år med Krumme: Husker du disse ikoniske scener?

Det er 25 år siden, vi mødte Krumme i den første film 'Krummerne' fra 1991. Her får du en række af de mest ikoniske scener.

Der er virkelig mange ting, man ikke forstår, når man er 11 år. 

For eksempel, at det er en virkelig dårlig idé at koge en kat. Og hoppe rundt i lejligheden, når man har en sur underbo. 

Men mon ikke Krumme og en lang række af 11-årige blev en hel del klogere efter filmen 'Krummerne', der havde premiere for netop 25 år siden i 1991. 

Da 'Krummerne' havde premiere den 4. oktober 1991, fik den mange lunkne anmeldelser. Men det afstod ikke danskerne fra at elske filmen, der solgte over 850.000 biografbilletter, gjorde Laus Høybye til en barnestjerne og 'Krumme-sangen' til en landeplage. 

Filmene er løst baseret på Thøger Birkelands børnebogsserie om familien Krumborg.

Fødselsdagen fejrer vi ved at give dig en række af klip, som er blandt de mest ikoniske fra filmen. Og som de fleste 90'er børn formentlig kender ud og ind.

Fem ikoniske scener fra 'Krummerne'

Fru Olsens evige vrede

Det ånder ikke fred og ro mellem underboen Fru Olsen og overboen familien Krumborg i dette klip. Men det kan være svært at sidde stille, når ens storesøster konstant er på nakken af én. 

Krumme tager en ost med i skole

Det går selvfølgelig helt galt, da Krumme ved en fejl kommer til at tage en ost med i skole i stedet for sin madpakke. For det bemærker Krummes ærkefjende naturligvis.

'Hævn over den døde murer'

Noget af det mest uhyggelige fra 'Krummerne' var formentlig det aggressive og monstrøse fyr, der står i kælderen på det hus, som Krummes familie flytter ind i.
Tom fortæller nemlig Krumme, at det er en død murer, der spøger inde i fyret. Historien affødte det udtryk, som i filmen hedder 'Hævn over den døde murer'.

Tom og Krumme koger en kat

Tom er vild med kranier. Så da han har fundet en død kat, foreslår han Krumme, at de tager hjem til ham og koger katten. 
Til stor fortrydelse for både Krumme og hans familie. Og frk. Olsen for den sags skyld, som får sig en ordentlig forskrækkelse, da Tom pludselig hænger ude foran vinduet.

Krummes digt til Yrsa

Hvem husker ikke Krummes søde digt til Yrsa, hvor han skriver, at hun er 'klogere end den tykkeste bog' og som slutter 'ding dong dynamo-fis'.