Ida Corr fik tårerne til at løbe; - Du lavede den der sang 500 gange federe end os

Lau Højen fra Carpark North var ikke i tvivl, da han hørte Ida Corr synge deres nummer: Sangen er kommet hjem.

- Hvor var det lækkert, jeg kunne tude. Og jeg gør det også, nej, hvor var det lækkert. 

Sådan lyder det begejstret fra Carpark North-forsangeren, Lau Højen, i aftenens afsnit af 'Toppen af poppen'.

Han har netop hørt Ida Corr synge bandets nummer 'Within My Reach' og er mildt sagt imponeret. 

- Du lavede den der sang femhundrede gange federe, end vi havde lavet. Shit mand. Tusind, tusind tak for, at du tog vores sang i hånden, siger han. 

En irriterende sang

I løbet af aftenen har Djämes Braun, Hanne Boel, Peter A.G., Fallulah, Troels Gustavsen fra NOAH og Ida Corr fortolket bandets sange. 

Og Ida Corr havde kastet sin kærlighed på sangen 'Within My Reach', som hun synes havde en storhed, hun godt kunne lide. Lau Højen fra Carpark North har dog aldrig været rigtig tilfreds med sangen:  

- 'Within My Reach' er sådan en irriterende sang, fordi vi lavede tre forskellige versioner, og den endte med aldrig at blive rigtig hundrede procent tilfredsstillende. Den endte med bare at blive et album-track, vi nærmest ikke har spillet live, fortæller han. 

Hør Peters A.G.'s luskede trick

Ud over de seks fortolkninger, som kunstnerne lavede i løbet af Carpark Norths dag, blev der også fortalt flere historier "fra det virkelige rockstjerneliv" i løbet af aftenen. 

Efter Carpark Norths gennembrud med monsterhittet 'Transparent and Glasslike' gik det knapt så godt, da andet album blev udgivet, for pludselig var der ikke udsolgt til koncerterne længere. 

- Det var stenet at komme fra 50.000 solgte til 20.000 solgte. Det er stadigvæk vildt godt, men det var bare ikke godt nok, fortæller Lau Højen i programmet. 

Eftersom koncerterne ikke var udsolgt, forsøgte gruppen en gang at dele flyers ud inden deres show for at få flere folk til at komme med.

Lau Højen siger selv, at situationen var lidt nedværdigende, men så kommer programmets alderspræsident Peter A.G. på banen og fortæller, hvordan tingene foregik i "gamle dage" for hans band Gnags. 

- Jeg købte da altid fire postkort og skrev til radioen: "Hej, jeg hedder Pia Olsen, hvor ville det være skønt at høre den her sang med Gnags". Eller "Hej. Vi sidder lige fire gutter og drikker et par bajere, og det eneste, vi mangler, det er, at høre Mr. Swingking med Gnags." Sådan er det sgu da!, siger han, mens resten af deltagerne ser noget forundrede ud.