Årgang 0-mor flytter til Tyskland: - Det er uvirkeligt for Rachel

'Årgang 0'-Rachels mor, Theresia, flytter snart til Tyskland, hvor hun genoptager præsteembedet. Men det får visse konsekvenser for ægtemanden Lars.

Alle, der har fulgt med i TV 2s dokumentarserie 'Årgang 0', ved, at hos Rachels familie i Aabenraa er der altid store planer - og ofte nogle, der omfatter enten flytning eller udlandsrejser.

Denne gang er det mor Theresia, som bryder ud af den trygge hverdag i Sønderjylland og rykker uden for landets grænser. Hun flytter til Tyskland for at genoptage præstegerningen efter ni års pause.

- Det er utroligt spændende, og jeg glæder mig meget. Det er skønt, at jeg i en alder af 50 år får mulighed for at nytænke mig selv, siger Theresia Treschow-Kühl til TV 2 om sit nye arbejde som præst for det danske mindretal i Sydslesvig.

Videoklippet øverst er fra sæson 14 af 'Årgang 0', hvor Theresia optræder i præsterollen, da hun konfirmerer Rachel.

Flytter 20 kilometer syd for grænsen

Theresias kommende arbejdsplads er Den Danske Kirke i byen Tarp, lige syd for Flensborg, hvor hun og ægtemanden, Lars Ellebye, kommer til at bo i smukke omgivelser i præstegården, som er en integreret del af kirken.

Fakta om 'Årgang 0'

Produktionsselskabet Easy Film fik over 300 henvendelser, da man i 1999 søgte efter ”gravide” familier, som ville have deres liv skildret på tv i de næste 18 år.

Fem familier blev udvalgt og havde kun dét til fælles, at de fik et barn i begyndelsen af år 2000.

’Årgang 0’ følger børnene, til de bliver voksne, og er samtidig en fortælling om det danske samfund, mens det udvikler sig i begyndelsen af det 21. århundrede.

Christian i Aarhus kom først med i tv-serien i 2008 som erstatning for en af de oprindelige deltagere, Mathilde fra Østerbro. I 2016 trak Emma fra Tarm sig fra serien.

I første omgang flytter Rachels mor dog alene ind i familiens nye hjem i Tyskland. Præstegården er for øjeblikket under renovering og kan ikke huse mere end én beboer, før byggearbejdet er afsluttet. Så til at starte med må hendes mand nøjes med at komme på hyppige visitter. Men heldigvis er afstanden til Aabenraa kort.

- Tarp ligger kun 20 kilomenter syd for grænsen, og det tager højest en halv time at køre herned. Så det bliver ikke noget problem at køre frem og tilbage, forklarer Theresia, som endnu ikke har fået en startdato for sit nye job.

- Det er jo helt nyt. Jeg fik det at vide i søndags. Men jeg håber da, at jeg kan komme i gang 1. oktober, lyder det forventningsfuldt fra Rachels mor.

'Årgang 0'-Rachels forældre, Theresia og Lars, kommer snart til at bo i disse smukke omgivelser, når Theresia skal være præst i Den Danske Kirke i Tarp, Sydslesvig.
'Årgang 0'-Rachels forældre, Theresia og Lars, kommer snart til at bo i disse smukke omgivelser, når Theresia skal være præst i Den Danske Kirke i Tarp, Sydslesvig. Foto: Dks-folkekirken.dk

Rachels far må sætte folketingsplaner på stand-by

Det er dog ikke bare mor Theresia, der ønsker at realisere sig selv, nu hvor børnene Rachel og David er fløjet fra reden. Som tidligere omtalt her på TV 2, vil Rachels far gerne i Folketinget, og han er blevet valgt til at repræsentere De Konservative i Sydjyllands valgkreds ved næste folketingsvalg.

Men paradoksalt nok kommer Theresias nye drømmejob til at spænde ben for hendes 53-årige apoteker-mands politikerdrømme.

- Som reglerne er nu, kan man ikke komme i Folketinget, når man er udlandsdansker. Så selv om Lars fortsætter med at arbejde i Aabenraa og betaler skat i Danmark, kan han altså ikke være dansk folketingspolitiker, forklarer Theresia Treschow-Kühl og tilføjer.

- Så det er den pris, han må betale, og det er han helt indstillet på. Han har bakket mig fuldstændig op i at søge Sydslesvig. For han syntes, det var vigtigst, at jeg fik et embede, konstaterer hun.

Rachels mor, Theresia, har ikke arbejdet som præst, siden hun flyttede fra Lolland i 2007. Men indimellem har hun ved særlige lejligheder optrådt i præsterollen, som f.eks. da hun selv konfirmerede Rachel i 2013.
Rachels mor, Theresia, har ikke arbejdet som præst, siden hun flyttede fra Lolland i 2007. Men indimellem har hun ved særlige lejligheder optrådt i præsterollen, som f.eks. da hun selv konfirmerede Rachel i 2013. Foto: screendump / TV 2

"Det er uvirkeligt for Rachel"

Selv om 16-årige Rachel nu i en måneds tid har befundet sig omkring 11.000 kilometer fra Danmark, helt præcist i byen Formosa i Argentina, har hun også fået besked om sin mors nye præstejob i Tyskland. Og ligesom storebror David, der nu går på en kostskole i Birkerød, er Rachel glad på sin mors vegne.

- Rachel synes, det er spændende, at vi flytter til Tyskland. Men samtidig er det uvirkeligt for hende. Hun befinder sig jo i en anden verden nu, siger Theresia, som dog ikke tror, at datteren vil græde tunge tårer over, at familiens strandvejsvilla i Aabenraa formentlig er solgt, når hun vender tilbage til Danmark 18. juli næste år.

- Hun vil nok lige studse over, at hendes nyindrettede pigeværelse er væk, når hun kommer hjem. Men til gengæld kan værelset nu hjælpe os med at få huset solgt. For vi gennemisolerede hele huset, efter at Rachel frøs deroppe, fordi det var piv-utæt, siger Theresia.

Familiens villa er allerede sat til salg, og Theresia og Lars afventer nu, at ejendomsmægleren sender en fotograf ud, så billederne kan lægges på nettet.

'Årgang 0' vender tilbage med nye afsnit i 2017 - alle de foregående sæsoner kan ses på TV 2 Play