Hoppede af overraskelse: Her tager Evers fusen på Kirsten Siggaard

Kirsten Siggaard fylder 62 år onsdag – og blev overrasket med masser af flag og hjemmebag af 'Vild med dans'-partneren Thomas Evers Poulsen.

"Hip hurra det' min fødsesldag", sang Tommy Seebach ved Dansk Melodi Grand Prix i 1982 - to år før, Kirsten Siggaard vandt Grand Prix'et første gang med 'Det' lige det'.

Men i dag, onsdag den 7. september, er det så Kirsten Siggaard selv, der kan synge Seebachs fødselsdagsklassiker, for den folkekære sangerinde kan nemlig fejre sin 62 års fødselsdag.

Derfor havde hendes partner i 'Vild med dans', Thomas Evers Poulsen, naturligvis pyntet op med masser af flag i parrets træningslokale, hvor han onsdag formiddag overraskede Kirsten Siggaard med en konfettikanon og en hjemmebagt - af kæresten - chokoladekage med paranødder. 

Kirsten Siggaard fylder 62 onsdag den 7. september og bliver her fejret af sin dansepartner Thomas Evers Poulsen.
Kirsten Siggaard fylder 62 onsdag den 7. september og bliver her fejret af sin dansepartner Thomas Evers Poulsen. Foto: TV 2

- Det var så dejligt. Jeg havde så mange tanker i hovedet, så jeg havde helt svedt ud, at han kunne finde på det. Så jeg hoppede helt, da han overraskede mig. Det er skønt med med flag, kage, kys og alt muligt... og hov; der er også en lille pakke, siger Kirsten Siggaard til TV 2.

Ivrig i træningslokalet

Ud over tre timers træning til premiereprogrammet af 'Vild med dans' nu på fredag skal Grand Prix-legenden fejre dagen med grillhygge med de nærmeste venner og familie - og så er det ellers tilbage i træningslokalet allerede igen i morgen, torsdag.

Nu på fredag skal Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen blot danse to fællesdanse. Først næste fredag skal de på gulvet i deres første konkurrencedans, en vals. 

- Det går rigtig fint med valsen. Når man er så ivrig, som Kirsten er, får man mere med hele tiden, siger Thomas Evers Poulsen.

'Vild med dans' har premiere nu på fredag på TV 2 klokken 20.