Se klippet fra ny dansk film: Her gør han det eneste, man ikke må i en swingerklub

Filmen 'Swinger' har premiere den 22. september, og i den forbindelse har TV 2 eksklusivt fået lov til at vise klip fra filmen.

Hvordan reagerer man(d), når kærlighedslivet er visnet, og familielivet skuffer i forhold til ungdommens drømme.

Det er omdrejningspunktet i filmen 'Swinger', der har premiere den 22. september. 

Her følger vi Adam, der spilles af Martin Buch, som befinder sig midt i livet. Han har en dejlig kone (Mille Dinesen), en snart voksen søn og et fast arbejde.

Men alligevel er det ikke rigtig nok, og hans ungdoms optimisme og appetit på livet er efterhånden et fjernt minde.

- Filmen har jo masser, man kan relatere sig til fra sit eget liv, siger hovedrolleindehaveren Martin Buch til TV 2.

Kærlighedslivet er visnet

Naboens græs er bare grønnere - lykken er altid et andet sted. Og det kan Martin Buch godt sætte sig ind i.

- Der er jo mange historier i historien. Min karakter er visnet hen i kærlighedslivet og tænker bare tilbage på drømmene. Det kan jeg da godt genkende, siger Martin Buch.

I swingerklubben på Amager var der sorte spånplader på væggene med stjerner på og sådan noget. Det var ret trist.

Martin Buch, skuespiller

Selv den årlige sommer-swinger-weekend, som konen og han tager på for at deres ægteskab lidt krydderi, er blevet rutine. Men så sker det, som bare ikke må ske i en swingerklub: Adam forelsker sig. Pladask falder han for den unge, smukke Patricia (Natalie Madueño).

- Patricia repræsenterer det, der var engang. Det uopdyrkede land - et sted hvor Adam kan føle sig levende, siger Martin Buch.

Martin Buchs faste kompagnon, Rasmus Botoft, har også en fremtrædende rolle i filmen. I klippet herunder remser han op, hvad der efter hans karakters mening er galt med ægteskabet.

Swingermiljøet kan være ret nusset

Martin Buch har tidligere lavet optagelser i en swingerklub på Amager i København, og han fortæller, at han er ret glad for, at miljøet i filmen 'Swinger' er et andet, end det han oplevede på Amager.

- Det swingermiljø, der er i filmen, er jo mere lækkert - sådan badehotelsagtigt. Jeg er virkelig glad for, at det ikke blev sådan sort og nusset. I swingerklubben på Amager var der sorte spånplader på væggene med stjerner på og sådan noget. Det var ret trist, siger Martin Buch.

'Swinger' er skrevet af den tidligere DR 2-vært Mikkel Munch Fals, der tidligere har stået bag filmen 'Smukke mennesker' og tv-serien 'Heartless'. Ud over de allerede nævnte skuespillere medvirker også blandt andre Birthe Neumann, Lisbeth Wulff og Dan Zahle i filmen, der altså har premiere den 22. september. Se traileren til filmen herunder.