'Vild med dans'-deltagerne ikke i tvivl: De er vores største konkurrenter

Det er et par af de kvindelige deltagere, som flertallet af årets par i 'Vild med dans' umiddelbart har det bedste øje til.

Om præcis én uge, fredag den 9. september, har 13. sæson af 'Vild med dans' premiere på TV 2.

12 par stiller til start, og selvom parrene altså endnu har til gode at vise deres kunnen på det store dansegulv, så har de smugkigget rundt omkring hos hinanden i træningslokalerne.

Og her er deltagernes egen dom klar: de to, de umiddelbart har størst tiltro til, er skuespilleren Mille Dinesen og bokseren Sarah Mahfoud.

- Jeg så Mille til traileroptagelserne lave lidt med Mads (Vad) og tænkte, det så ret godt ud, siger navnesøsteren Mille Funk, der danser med Mathias Käki

Også tv-værten Lene Beier har et godt øje til den 42-årige 'Rita'-skuespiller:

- Den første dag havde især Mille nogle moves, synes jeg. Og så skal man jo altid være bange for de professionelle sportsfolk. De er vant til at træne så hårdt og vant til at sætte sig et mål, lyder det fra Lene Beier.

Sarah kan komme langt

De to profesionelle dansere Michael Olesen og Sofie Kruuse, der danser med henholdsvis skuespilleren Laura Bach og kokken Gorm Wisweh, har også en god fidus til en af årets sportsudøvere, nemlig Sarah Mahfoud og hendes partner Morten Kjeldgaard.

- Vi har danset lidt for hinanden med Sarah og Morten... De var sgu meget gode, siger Michael Olesen, mens Sofie Kruuse istemmer:

- Jeg satser lidt på Sarah. Prøv at se, hvordan hun ser ud. Hun er bokser, hun er allerede så yndefuld. Hende tipper jeg til at komme rigtigt langt, siger hun.

Hos bookmakerne er det Mille Dinesen og Mads Vad, der sammen med Julie Berthelsen og Marc Mariboe Christensen er favoritter til at løbe med sejren i finalen i Forum Horsens til november.

Men der er immervæk tre måneder til, og alt kan som bekendt ske, når først musikken spiller. Se, hvem der kommer bedst fra start, når 'Vild med dans' har premiere næste fredag den 9. september på TV 2.

Læs mere om årets 12 kendte deltagere ved at klikke på billederne herunder.

Her er årets 'Vild med dans'-deltagere