Se listen: Her er nutidens mest spektakulære kongelige skilsmisser

Det rystede den britiske befolkning, da prins Charles og Diana blev skilt, men en række andre kongelige har også chokeret med deres skilsmisser.

- Der var tre af os i dette ægteskab, så det blev lidt overfyldt! Mange husker den mindeværdige sætning, der kom fra prinsesse Diana i et tv-interview med BBC i 1995, hvor hun uden omsvøb fortalte, at hendes mand, prins Charles, havde været hende utro.

Siden 1992 havde hun og prins Charles været seperaret, men ifølge mange britiske medier blev prinsesse Dianas interview den udløsende faktor, der medførte, at dronning Elizabeth langt om længe gav sit samtykke til en skilsmisse mellem de to.

Og søndag er det præcis 20 år siden, at en af verdens mest omtalte skilsmisser gik endeligt igennem. Prins Charles og prinsesse Diana var dog hverken de første eller sidste kongelige, der gennemgik en skilsmisse. På listen nedenfor kan du se nogle af de mest spektakulære royale skilsmisser. 

Efter en lang og bitter strid blev den britiske prins Charles og hans hustru til sidst separeret, og søndag er det præcis tyve år siden, at skilsmissen gik endeligt igennem.

Nutidens mest spektakulære kongelige skilsmisser

Prins Joachim og prinsesse Alexandra (Danmark)

Prins Joachim og prinsesse Alexandra annoncerede deres forlovelse i maj 1995 og blev gift senere samme år. Foto: Scanpix
Foran et massivt opbud af måbende pressefolk og fotografer, fortalte prins Joachim og daværende prinsesse Alexandra, at de skulle skillles. Det var omkring 160 år siden, Danmark sidst havde haft en royal skilsmisse, og det sendte chokbølger ud i det meste af befolkningen.
Parrets fælles børn, prins Nikolai og prins Felix, flyttede ind til Østerbro med deres mor, mens prins Joachim forblev på Schackenborg i Sønderjylland. To år efter giftede Alexandra sig med Martin Jørgensen, som hun senere er blevet skilt fra, mens prins Joachim giftede sig med Marie Cavallier.

Prinsesse Anne og Mark Phillips (Storbritannien)

Prinsesse Anne og løjtnant Mark Phillips Foto: STF / Scanpix Danmark
I 1989 blev Charles’ søster prinsesse Anne separeret fra løjtnant Mark Phillips med hvem, hun havde fire børn. Skilsmissen gik endeligt igennem i 1992, det skulle vise sig at blive et skæbnesvangert år i det britiske kongehus.

Prins Andrew og Sarah Ferguson (Storbritannien)

Prins Andrew og Sarah Ferguson ses stadigvæk til trods for skilsmissen. Billedet her er fra 2015. Foto: Toby Melville / Scanpix Denmark
I 1992 regnede de royale skilsmisser og separationer ned over det britiske kongehus. Prins Charles’ bror, prins Andrew, blev efter seks års ægteskab separeret fra sin hustru Sarah Ferguson, som han havde to børn med. Kort tid efter, at de havde annonceret deres skilsmisse, dukkede der billeder op af en topløs Sarah Ferguson, der solbadede sammen med finansmanden John Bryan, hvilket skabte en del furore.

Prins Charles og prinsesse Diana (Storbritannien)

Prins Charles og prinsesse Diana Foto: Scanpix
Prins Andrew og Sarah Fergusons separation blev dog overskygget af verdenshistoriens mest omtalte og pressedækkede royale skilsmisse indtil videre. Samme år blev prins Charles og prinsesse Diana nemlig separeret efter flere års stridigheder, der også nåede medierne.
Diana beskyldte prins Charles for utroskab med Camilla Parker Bowles, noget Charles senere erkendte, og skilsmissen gjorde det britiske kongehus særdeles upopulært i de år. Og dronning Elizabeth så sig til sidst nødsaget til at kommentere de mange skilsmisser i årets løb (se klippet nedenfor). Prins Charles og Dianas skilsmisse gik formelt først igennem i 1996. Året efter døde Diana under tragiske omstændigheder i en bilulykke i Paris. 

Kronprins Maha Vajiralongkorn og Srirasmi (Thailand)

Maha Vajiralongkorn med sin daværende hustru Srirasmi Foto: Scanpix
Det er ikke kun de europæiske kongehusmedlemmer, der bliver skilt. Den thailandske kronprins, Maha Vajiralongkorn, lod sig for nyligt skille for tredje gang fra sin hustru Srirasmi. Hans noget lemfældige omgang med sine koner er ikke faldet i god jord hos befolkningen, der ifølge eksperter, ser langt strengene på skilsmisser, end man gør i Europa.

Prinsesse Caroline og Philippe (Monaco)

Caroline af Monaco og Philippe Junot Foto: Scanpix
Efter blot to års ægteskab blev prinsesse Caroline af Monaco skilt fra sin mand Philippe Junot i 1980. Den katolske kirke valgte dog først at annullere ægteskabet i 1992, og derfor måtte prinsessen nøjes med en borgerlig vielse, da hun i 1983 blev gift med den italienske finansmand Stefano Casiraghi.