36 mulige Prince-arvinger skåret ned til seks: Nu skal de DNA-testes

Dommeren i Princes arvesag har nu indsnævret arvingerne til seks, der alle skal tage en DNA-test.

Fra 36 til seks. 

Kevin Eide, dommeren i sangeren Princes arvesag, har nu indsnævret antallet af folk, der kan arve efter Prince. Tilbage er seks personer. 

Der er tale om fire personer, der angiveligt er søskende eller halvsøskende til sangeren; Tyka Nelson, Sharon Nelson, Norrine Nelson og John Nelson. Og en niece Brianna Nelson samt en grandniece Victoria Nelson. De skal alle gennem en DNA-test.

I Kevin Eides eliminationsproces har han blandt andet kunnet ekskludere folk, der påstod, at Prince havde en anden far end den, der står skrevet i de officielle papirer. 

Kampen om Prince' arv skyldes, at sangeren, der døde pludseligt af en overdosis i april i år, ikke havde efterladt sig hverken børn eller et testamente. Som resultat af dette skal dommeren Kevin Eide sørge for at boet efter Prince bliver fordelt. 

Deadline på fire måneder

Tilbage i maj offentliggjorde Kevin Eide, at han ville bruge DNA-tests til at afværge folk, der gjorde krav på arven uden at have en reel relation til den ikoniske sanger. Han gav folk fire måneder til at gøre krav på arven efter sangeren.

Udover selve boet omfatter arven også endnu uudgivne værker fra Princes hånd, og der skulle angiveligt være tale om flere hele albummer, som er blevet skrinlagt.

I 1996 fødte Princes første kone, Mayte Garcia, en søn. Han døde dog efter blot en uge, da han led af Pfeiffer Syndrom - en sjælden defekt i kraniet.

Senere skulle hun være blevet gravid igen, men fik en uønsket abort. Parret blev skilt i 1998. Prince fik ingen børn med sin anden kone, Manuela Testolini. Parret blev skilt i 2006.

Prince døde pludseligt onsdag d. 21. april i en alder af 57 år. Han havde taget for meget smertestillende af mærkerne Fentanyl og Percocet. Ifølge retsmedicineren, der foretog sangerens obduktion, var der er tale om en ulykke, hvor sangeren ikke havde styr på, hvor meget han kunne holde til.