Dansk sangerinde: Spice Girls ændrede min verden

90'er pigegruppen har 20 års jubilæum. Her fortæller sangerinden Fallulah, hvorfor hun er ultrastor Spice Girls-fan.

For præcis 20 år siden bragede fem unge piger ud i verden med sangen 'Wannabe', som gik nummer et i 37 lande. 

Spice Girls tog bogstaveligt talt verden med storm - også tusindvis af danskere (primært unge piger).

Mest lyttede Spice Girls-sange på Spotify

  1. 'Wannabe'
  2. 'Spice Up Your Life'
  3. 'Say You’ll Be There'
  4. '2 Become 1'
  5. 'Stop'
  6. 'Viva Forever'
  7. 'Who Do You Think You Are'
  8. 'Mama'
  9. 'Too Much'
  10. 'Holler'

Kilde: Spotify

Den danske sangerinde Fallulah - med det borgerlige navn Maria Apetri - var en af dem. For hende ændrede verden sig.

- Der var en tid før og en tid efter Spice Girls. Det var en helt ny verden, der åbnede sig op, siger hun i 'Go' morgen Danmark'.

Fallulah boede dengang på landet og havde svært ved at spejle sig i sine omgivelser. Derfor kom pigegruppen ind i hendes liv og gav "så meget mening" for hende.

- De havde stærke personligheder og fantastisk popmusik. Men det var mere end det, det var en bevægelse, fortæller Fallulah og lægger ikke skjul på, at hun var "ultrafan" af pigegruppen.

Var du selv en kæmpe Spice Girls-fan? Prøv TV 2s Spice Girls-quiz HER og se, hvor meget du ved om girl power-gruppen.

Fakta om Spice Girls

  • Eksisterede i årene 1994-2000.
  • Bestod af Emma Bunton, Victoria Beckham, Melanie Brown, Melane Chisholm og Geri Halliwell.
  • Udsendte i alt tre studioalbum: 'Spice' (1996), 'Spiceworld' (1997) og 'Forever' (2000).
  • Toppede den britiske singlehitliste ni gange.
  • Er den bedst sælgende pigegruppe i musikhistorien.
  • Senest alle fem medlemmer af Spice Girls optrådte sammen var i 2012, hvor de sang 'Wannabe' og 'Spice Up Your Life' ved afslutningsceremonien ved OL i London.

Sporty Spice var favoritten

Mel B, Mel C, Emma, Geri og Victorias girl power og gode gedigne popmelodier var med til at hjælpe Fallulah på sporet mod drømmen om at blive popsangerinde. Og Melanie C - også kaldet Sporty Spice - var klart Fallulahs favorit.

- Hun sang bedst og havde mest power.

Men hvorfor fik pigegruppen så stor succes ude i verden, når det var en kunstigt formet gruppe, og de færreste af dem havde en stor sangstemme?

Ifølge radioværten Mathias Buch Jensen er der mange forklaringer på succesen. 

- I starten af 90'erne var der meget rock, og grunge-musikken vandt frem. Pludselig kom den her pige-popgruppe, som signalerede fest og ballade som modreaktioner, siger Mathias Buch Jensen, der til dagligt er radiovært på P7 Mix.

Den 8. juli 2016 er det præcis 20 år siden, at Spice Girls udsendte deres debutsingle 'Wannabe'.
Den 8. juli 2016 er det præcis 20 år siden, at Spice Girls udsendte deres debutsingle 'Wannabe'. Foto: Rex Features / All Over PRess

Som teenager havde alternativet til grunge-scenen imidlertid været de trimmede boybands, hvor der var gode popmelodier, men ikke et lignende budskab.

- Og så havde der ikke været nogen som Spice Girls på popscenen tidligere.

Vild markedsføring

Mathias Buch Jensen peger dog også på markedsføringen som en medvirkende faktor til deres brede verdensgennembrud. Der var nemlig næsten ingen grænser for, hvordan de fem piger blev markedsført:

- Der blev lavet Spice Girls-scootere, siger han med et smil.

Herunder kan du se, hvordan Sporty Spice, Posh Spice, Ginger Spice, Scary Spice og Baby Spice ser ud i dag.