Jussi Adler afslører: Nikolaj Lie Kaas kan være færdig som Carl Mørck

Det er langt fra sikkert, at Nikolaj Lie Kaas skal fortsætte i rollen som Carl Mørck i de næste film om Afdeling Q.

Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens roman 'Journal 64' kan meget vel blive sidste gang, vi ser skuespillerne Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i en 'Afdeling Q'-film.

Det bekræfter både forfatteren Jussi Adler-Olsen og direktøren for Nordisk Film overfor BT.

- Med al respekt for dem begge to, så er det dygtige skuespillere, men måske er det ikke de rigtige, siger Jussi Adler-Olsen til avisen.

I videoen øverst fortæller Nikolaj Lie Kaas i et tidligere interview med TV 2, hvorfor han er vild med rollen som Carl Mørck.

Vil begynde fra scratch

Når den fjerde film om 'Afdeling Q' får premiere i 2018, er det nemlig ikke længere filmselskabet Zentropa, men derimod Nordisk film, der har rettighederne til de næste seks Jussi Adler-Olsen-bøger. 

Med skiftet til et andet filmselskab håber forfatteren på at få mere indflydelse ved blandt andet at kunne 'kigge over skulderen på manuskripterne'.

Samtidig ligger der fra Jussi Adler-Olsens side et ønske om at begynde fra bunden igen. Og her udtrykker han meget klart, at det især ikke harmonerer med skuespiller Fares Fares i rollen som Assad.

Muligheden for udskiftning bekræfter direktør i Nordisk Film, Henrik Zein. Han sammenligner det med James Bond-filmene, hvor man løbende har skiftet hovedrolleindehaveren ud flere gange.

Utilfreds med Nikolaj Lie Kaas

Ifølge BT har forfatteren tidligere udtrykt utilfredshed med valget af Nikolaj Lie Kaas som kriminalkommissær Carl Mørck. Til avisens spørgsmål om, hvorvidt man vil droppe Lie Kaas, svarer Jussi Adler-Olsen: 

- Nordisk Film må snakke med Nikolaj Lie Kaas, men det kan blive alle mulige. Vi har mange dygtige skuespillere i Danmark. Det er fuldstændig åbent, og det er ikke nødvendigvis Nikolaj Lie Kaas, der skal spille rollen igen, siger han.

Zentropas farvel til 'Afdeling Q' er begyndt med filmatiseringen af den fjerde film 'Journal 64', som får premiere i 2018 - med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne.