Manden bag Prop og Berta er død

16x9
Bent Solhof med nogle af sine karakterer. Foto: Polfoto / Polfoto

En lungebetændelse gjorde, at forfatteren Bent Solhofs hjerte til sidst stod af. Han sov stille ind tidligt torsdag morgen.

Bent Solhof, der er bedst kendt som manden bag de populære historier om manden Prop og koen Berta, er død. Det oplyser hans yngste datter, Camilla Solhof, til TV 2.

- Det skete i går på Herlev Hospital. Omkring klokken 6.30 om morgenen, siger Camilla Solhof i telefonen.

Hun forklarer, at det startede med en lungebetændelse i starten af juni måned, som gjorde, at han måtte indlægges på intensiv.

- Det er gået op og ned ad bakke siden indlæggelsen, og her i går sagde hans krop så fra. Han døde af et hjertestop, siger Camilla Solhof og tilføjer, at hendes far døde uden smerter og sov stille ind.

Hun fortæller også, at hendes far ellers har været sund og rask op til lungebetændelsen. Han blev 78 år gammel.

Bent Solhof på scenen med figurer og nysgerrige børn.
Bent Solhof på scenen med figurer og nysgerrige børn. Foto: Polfoto / Polfoto

Improviserede sig gennem historierne

Bent Solhof blev uddannet fritidspædagog i 1963. Ni år efter blev han ansat på Pileparkens Fritidshjem i Gladsaxe, og her startede hans historier om Prop og Berta. Kollegaen Hans Lymark fortalte nemlig børnene historier om manden og hans ko, men Bent Solhof blev træt af at læse de samme historier op om makkerparret, så han begyndte at improvisere historier om Prop og Berta.

Og det var ikke kun børnene på Pileparkens Fritidshjem, der blev inviteret ind i Prop og Bertas univers. Bent Solhof blev nemlig opfordret til at offentliggøre historierne. Derfor ringede han til Hans Lymark for at høre, om han måtte bruge Prop og Berta uden for fritidsklubben, og det måtte han heldigvis godt.

Danmarks Radio viste sig at være interesserede i at formidle historierne videre, hvor han fik lov at improvisere, når han læste historierne op. Og det betød meget for Bent Solhof.

- Det er med til at give historierne liv. Børn sidder jo ikke stille af høflighed. Selvfølgelig har jeg da ofte en ide om, hvad historien skal handle om, men jeg har ikke siddet derhjemme og bygget hele handlingsforløbet op.

- Når jeg starter, fortæller jeg bare løs, og så kan jeg plukke af børnenes reaktioner. Jeg kan jo se på dem, når der er noget, de synes er godt, så kan jeg lige trække det lidt længere, og hvis de begynder at blive utålmodige og rykke rundt på stolen eller gulvet, så ved jeg, at det ikke er nødvendigt at snakke mere om det, har han tidligere udtalt i et interview, som du kan læse i fuld længde her.

Brændte for at underholde børnene

Siden er historierne blevet udgivet på plader, cd'er, lavet som film og som teaterstykker. 

- Da jeg i sin tid lavede de første historier om Prop og Berta, så var det egentlig sådan et slags oprør, for det var i begyndelsen af 70'erne. Alt skulle være så socialrealistisk.

- En historie for børn var ikke en ordentlig historie for børn, hvis ikke den handlede om skilsmisse, onani og jeg ved ikke hvad. Den ville jeg ikke ryge med på. Vi skal have noget fantasi med i hverdagen, så jeg lavede dem ud fra devisen: Det her skal ikke være pædagogisk, det skal være ren underholdning, har han tidligere udtalt.

Camilla Solhof oplyser, at familien endnu ikke har fået aftalt og planlagt noget i forhold til begravelse.