Christiane Schaumburg-Müller viser maven frem: - Det er ikke en nytårs-upser

For to uger siden stod hun frem og fortalte, at hun både var fundet sammen med eksmanden og er gravid.

Hun strålede af glæde på den røde løber til ELLE Style Awards, og der er ingen tvivl om, at Christiane Schaumburg-Müller er lykkelig for at være tilbage med rapperen Liam O'Conner og ikke mindst lykkelig for at være gravid med ham.

Den blonde indehaver af magasinet ChriChri er 5,5 måned henne og har først for nylig offentliggjort, at hun er gravid.

Grunden til, at de har gået så stille med dørene, er, at de ville være helt sikre på, at alt var, som det skulle være:

- Jeg har det så godt! Det er drømmebabyen for os begge to, siger hun og tilføjer, at de er sindssygt glade og stolte, og at det bestemt ikke var en 'upser' nytårsaften.

Normalt plejer gravide par at stå frem med deres glade nyhed, når der er gået tre måneder, og de har været til nakkefoldsscanning. Men for Christiane og Liam var det vigtigt at vente lidt længere.

- Jeg er en offentlig person, og det ville blive en offentlig nyhed, og derfor ville jeg gerne være helt sikker på, at alt var i orden. En anden ting er også, at det har været rigtig rart at have det alene med vores familier.

På spørgsmålet om, hvor længe hende og Liam O'Conner har været kærester i denne omgang, kryber hun smilende udenom.

- Det holder vi for os selv.

Flytter tilbage til samme vej

Nu står den nærmeste fremtid for de kommende forældre på at flytte sammen i deres nye drømmehus, hvor der i denne omgang også skal indrettes børneværelse.

- Jeg glæder mig bare så meget til at bygge rede, fortæller Christiane Schaumburg-Müller med sit velkendte store smil.

Huset ligger på samme vej som det hus, de boede i, inden de blev skilt. Men det betyder ikke det helt store for Christiane Schaumburg-Müller:

- Vores brud var ikke betonet af negativet og dårligdom, så der er ikke nogen dårlige minder forbundet med vejen, siger hun og tilføjer:

- Vi er vilde med kvarteret, og jeg har så mange venner der.

Tager ikke fuld barsel

Til dagligt driver Christiane Schaumburg-Müller onlinemagasinet ChriChri, mens hun flittigt også fodrer hendes mange tusinde følgere med beretninger fra sit privatliv.

Derfor er hun også fast besluttet på ikke at trække stikket helt, når den lille ny kommer til verden.

Flere af parrets gode venner har ivrigt efterspurgt et nyt bryllup - og om det kan komme på tale, kan du se i klippet øverst i artiklen.