'Voice Junior' kommer igen: Det sjoveste job, jeg nogensinde har haft

Der kommer en ny sæson af talentprogrammet 'Voice Junior'. Og musik skal helt klart være en del af Mikkel Krygers ufødte barns liv.

- Det er det sjoveste program, jeg nogensinde har været med til at lave.

Sådan fortæller Mikkel Kryger om sit job som vært på talentprogrammet 'Voice junior'. Og han er heldig, for der kommer nemlig endnu en sæson af programmet, som leder efter sangtalenter blandt den yngre generation i Danmark. 

- Jeg er lykkelig over, at der kommer en ny sæson. 

- Før hver sæson tænker man, at man har hørt og set, hvad der var af dygtige, talentfulde børn. Men der kommer altid nogen og blæser benene væk under en, fortæller Mikkel Kryger til TV 2. 

Spørger man værten, hvad der gør 'Voice Junior' specielt, så er det den stemning, der er blandt deltagerne. 

- For mig er 'Voice Junoir' ikke en konkurrence. Selvfølgelig finder man en vinder, men for mig handler det om et fællesskab, hvor man mødes over musik, og hvor man inspirerer hinanden og får nye venskaber.

Går du med en drøm om at blive en del af 'Voice Junior'-fællesskabet, så kan du tilmelde dig via linket her.

Skal være far

Udover, at han skal være vært på en ny sæson af 'Voice Junior', så skal Mikkel Kryger også være far. Han er slet ikke i tvivl om, at musik skal være en del af hans kommende barns liv.

- Det skal det helt sikkert. Jeg har aldrig selv haft det store talent inden for musik. Jeg kan hverken synge, spille på et instrument og jeg har ikke så meget rytme.

- Men musik betyder rigtig meget for mig. Jeg har hørt børnesange, siden jeg var helt lille, og musik fylder stadig meget i mit liv og giver mig masser af glæde. 

Sofie Linde, vært på X-factor, og Mikkel Kryger har arbejdet sammen på DRs 'Ramasjang' og er i dag rigtig gode venner.
Sofie Linde, vært på X-factor, og Mikkel Kryger har arbejdet sammen på DRs 'Ramasjang' og er i dag rigtig gode venner. Foto: Erik Refner / Scanpix Denmark

'Gør det' 

Er du selv i tvivl, om 'Voice Junior' er en god idé for dig eller dit barn, så fortæller Mikkel Kryger her, hvad det indebærer at være med i programmet. Han fortæller, at man får en masse nye venner og redskaber til, hvordan man kan komme videre med sin drøm om at være sanger og spille musik. 

- Og så har jeg kun oplevet, at alle har en rigtig god oplevelse med at være med i 'Voice junior'. Det er et rigtig godt fællesskab og det smitter af. Der er ikke så meget konkurrence om, hvem der kommer først. 

- Jeg er der. Jeg skal nok tage mig af dig. Vi tager det et skridt ad gangen.

Du kan tilmelde dig via linket her. Hvis du – eller dine forældre – har nogen spørgsmål, så er I velkomne til at skrive til os på adressen: voicejunior@tv2.dk