Coster-Waldau hitter i hele verden med Game of Thrones: Det er jo bare et job

Den danske skuespiller er blevet enormt populær verden over i sin rolle som Jaime Lannister i tv-serien Game of Thrones.

Man kan aldrig vide sig sikker på at beholde hovedet som karakter i tv-serien Game of Thrones. Men én af de, der har fået lov at beholde livet i fem sæsoner, er den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau, som i serien spiller Jaime Lannister.

Den danske skuespiller er blevet ekstremt populær over hele verden efter sin optræden i serien, som nu kører på sin sjette sæson. Han tager dog opmærksomheden helt roligt.

- Det er jo et job. Det handler jo ikke om mig, det handler jo om den her serie. Jeg tror, at det er vigtigt, at man husker at dele det op. Det handler om den her serie, som folk de er helt vilde med, siger Nikolaj Coster-Waldau, som mener, at meget af seriens succes kan tilskrives udviklingen af den måde, vi forbruger medier på:

- Der er jo sket meget de sidste fem - ti år i forhold til tv-serier. Folk streamer serierne og ser en hel sæson på en uge. Og online er der jo et enormt fællesskab, hvor folk diskuterer og går op i det, siger han og tilføjer:

- Og så har Game of Thrones også det her ekstra lag af usikkerhed omkring, hvad der sker - hvem overlever? Der er meget hemmelighedskræmmeri omkring serien.

Kun én har fået lov at smugkigge

Og netop hemmelighederne omkring serien er en stor ting. Tidligere har anmeldere fået udleveret eksemplarer af seriens afsnit inden sæsonstart, men efter det flere gange er sket, at detaljer handlingen er sluppet ud, så får ingen lov til at smugkigge før premieren. Den eneste, der har fået fingrene i de første afsnit af sæson seks inden sæsonstart, er præsident Obama.

- Han er svær at sige nej til.