Trine Dyrholm om første møde med Britt Bendixen: - Hun drak mig under bordet

Den prisbelønnede skuespillerinde er gift med Britt Bendixens søn, og det var en stor oplevelse at møde sin svigermor for første gang.

74-årige Britt Bendixen bliver i aften hyldet i 'Talkshowet Meyerheim', hvor hun er æresgæst.

Her gæster blandt andre Trine Dyrholm, der danner par med koreografen Niclas Bendixen, som er søn af 'Vild med dans'-dommeren.

Her fortæller hun om det allerførste møde med sin svigermor, som ligger omkring 10 år tilbage. Her kom Trine Dyrholm ind i Britt Bendixens liv over et par velskænkede gin og tonics.

- Mødet foregik over en middag. Britt skænker mig en flot gin og tonic - der er generøsitet i hende, siger Trine Dyrholm og griner.

Skulle gøre godt indtryk

Britt Bendixen skænker også til sig selv, men ifølge Trine Dyrholm nipper hun kun til den. Det gjorde Trine Dyrholm ikke.

- Jeg skulle ligesom gøre et godt indtryk, og så drak hun mig under bordet, fortæller Trine Dyrholm.

Men Britt Bendixen afbryder og forsikrer hende om, at hun bestemt ikke bemærkede, at Trine Dyrholm var fuld.

- Jeg tænkte, at du da var vidunderlig.

I klippet øverst i artiklen kan du se Trine Dyrholm fortælle om episoden.

Her ses Britt Bendixen slå sig løs med værten Claus Elming i 'Vild med dans'.
Her ses Britt Bendixen slå sig løs med værten Claus Elming i 'Vild med dans'. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Verdens bedste

Trine Dyrholm er meget begejstret for at have Britt Bendixen som svigermor. 

- Hun er verdens bedste svigermor. Hun er en fantastisk dame, og hun har jo en ret usædvanlig livskraft, som er meget smittende.

Dyrholm beundrer Britt Bendixen for at være fordomsfri og for at gøre tingene på sin måde uden at tænke på, hvad andre siger.

- Du kan være lige så weird og anderledes, når du er sammen med Britt. Hun er rummelig, og der er højt til loftet.

I aften kan du se Trine Dyrholm, Peter Frödin og Anne Linnet hylde 74-årige Britt Bendixen. Det er på TV 2 Charlie klokken 20.55.

Her giver de tre gæster eksempelvis et nummer for Britt Bendixen, som Anne Linnet fører an. Du kan allerede nu se, hvordan det foregik herunder: