Folkekær Matador-skuespiller røber hemmeligheder om Korsbæk

Nostalgien blomstrer, da Lisbet Dahl viser vennen Jesper Langberg 'Korsbæk' – Matador-byen, hvor han boede i rollen som Kristen Skjern.

- Jesper og jeg har været venner i rigtig mange år, og vi har jo spillet ægtepar og kærester næsten altid, når vi har været på film sammen, så vi har et godt gammelt venskab med fortrolighed til hinanden, siger Lisbet Dahl i tredje afsnit af programserien 'Showbizfamilier'.

Her inviterer hun bankdirektøren Kristen Skjern til Korsbæk. Byen fra Matador, som er genskabt på Bakken i Klampenborg. Se med onsdag aften kl. 21.50 på TV 2 Charlie. Eller se snigpremieren allerede nu på TV 2 PLAY.

- Jeg har jo ikke været her før, og det er jo noget af en påstand, siger Jesper Langberg og fortsætter:

- Fordi når jeg nu har fået at vide, at byen hedder Korsbæk, så kan jeg jo sige, at 'jamen hør nu her, Korsbæk, der har jeg da boet i tre år, men det er ganske vist 30 år siden.

Lisbet Dahl og Jesper Langberg spillede i 2008 ægtepar i DR-dramaserien 'Sommer'.
Lisbet Dahl og Jesper Langberg spillede i 2008 ægtepar i DR-dramaserien 'Sommer'. Foto: STORMLY HANSEN JESPER / POLFOTO

Ingen Korsbæk uden Lisbet

Selvom Lisbet Dahl har været en del af den danske tv- og teaterscene i snart 50 år, så var hun ikke med i dansk tv's største succes, Matador. 

- Matador har betydet meget for mig, fordi den har jo altid været der, og det var trygt, og det var godt, det var min barndom. Så når jeg stod i situationer, hvor jeg var ked af det, det sker jo – så har jeg sat Matador på og så tænkt, ahh pyt, så galt kan det heller ikke gå alligevel, fortæller Lisbet Dahl.

Men nu har hun fået en finger med i Matador-spillet. Hun instruerer de mange skuespillere, der går rundt blandt gæsterne i den tro kopi af byen Korsbæk på Bakken.

- Det er ret forbløffende, for det er faktisk en by, det er ikke dekorationer, det er en rigtig by. Man kan faktisk bo der, siger Lisbet Dahl, der fylder 70 år til april.

En tur til Korsbæk er en nostalgisk tur i tidsmaskinen tilbage til 1930'erne, hvor man kan mærke den særlige stemning fra Lise Nørgaards klassiker, Matador.

Eksempelvis kan man opleve et middagsselskab hos Varnæs. Der er fem restauranter, bagere, en slagter og meget mere.

Lisbet Dahls søn Jacob Dahl har været med til at skaffe rekvisutter til Korsbæk. Sammen med sin kæreste har han rejst land og rige rundt i to år. Hør mere i klippet herunder:

Jesper Langberg følger med Lisbet Dahl ned i hjertet af Matador, Lauras køkken, hvor man som gæst i Korsbæk på Bakken kan bestille bord. Også en hyggetur i stuen hos Maude bliver det til, og alle steder er detaljerne på plads.

Ifølge Lisbet Dahl er Matador vidunderligt.

- Det beskriver jo vores liv og det liv, vi har levet, og det vi skal vokse op i. Det, som er interessant nu, det er at få de unge til at se Matador. Fordi det er jo et stykke danmarkshistorie, siger hun.

Jesper smugkiggede i skufferne 

Imens de to gamle venner tager sig en slapper i stuen hos Maude, fortæller Jesper Langberg om en episode, der indgydede ham stor respekt for arbejdet bag tv-serien, der er instrueret af Erik Balling i 1978-1981. 

- Inden optagelsen sad jeg og kiggede og trak skufferne ud for at se, hvad der egentligt var dernede, fortæller Jesper Langberg og fortsætter:

- Og det skulle slet ikke bruges, det var der bare. Og der var ikke én rekvisit, ikke én ting, som man kunne tage frem og sige, ah ah, det var ikke opfundet der i 30'erne. 

Korsbæk Tidende udkommer én gang om året.
Korsbæk Tidende udkommer én gang om året. Foto: TV 2 / TV 2

Lisbet Dahl rækker Jesper Langberg Korsbæk Tidende og fortæller, at blandt andre Lise Nørgaard er redaktør på avisen. Det får Kristen Skjern til at stille spørgsmålet:

- Vil det sige, at det er én, som kommer en gang om ugen? 

- Om året, retter Lisbet Dahl ham og tilføjer, at den er sat op, som en avis var, dengang de var børn. 

Varnæs' bil – den originale – fra Matador.
Varnæs' bil – den originale – fra Matador. Foto: TV 2 / TV 2

Erik Balling var fantastisk 

Undervejs på deres tur rundt i Korsbæk bliver er der også tid til små stop, når gæster genkender dem. Der bliver skrevet autografer, taget billeder og småsludret  

- Jeg kan huske efter en optagelse, så var Balling og jeg meget glade for at sidde i de der 20 minutter, eller hvor meget det nu var, og lave den næste scene totalt om, så det blev knaldsort. Og det morede vi os meget ved, fortæller Jesper Langberg og fortsætter:

- Og når så der blev sagt klar scene, så vendte Balling sig om og sagde, 'Nåh, Jesper, nu er det jo ikke den film vi skal lave nu, kom nu op'. 

I klippet herunder genser Lisbet Dahl og Jesper Langberg flere mindeværdige steder fra Matador:  

Lisbet Dahl og Jesper Langberg i stykket 'Her Går Det Godt' på ABC-Teatret i 1982.
Lisbet Dahl og Jesper Langberg i stykket 'Her Går Det Godt' på ABC-Teatret i 1982. Foto: BUSSER / POLFOTO
Lisbet Dahl og Jesper Langbergs bror, Ebbe Langberg, der døde i 1989. Billedet er fra 1978.
Lisbet Dahl og Jesper Langbergs bror, Ebbe Langberg, der døde i 1989. Billedet er fra 1978. Foto: POLFOTO / POLFOTO

Dramatik om almengyldige emner

Imens de to tager sig et hvil og skåler over en øl, spørger Lisbet Dahl sin gode ven, hvad, han synes, var det mest interessante at lave i Matador. 

Den i dag 75-årige skuespiller nævner afslutningen på et afsnit, han erindrer som særligt godt på grund af dramatikken. Det er scenen, der følger efter den, hvor Holger Juul Hansen, der spiller Hans Christian Varnæs, netop har været sammen med sin elskerinde spillet af Karen-Lise Mynster.  

- Og så kommer han hjem til Maude, og hun fortæller om nogle andre, der også havde et hemmeligt forhold – og så omfavner hun Holger Juul og siger, 'Er vi da de eneste anstændige mennesker?'

Herunder kan du høre Jesper Langberg fortælle mere om scenen med utroskab som omdrejningspunkt:  

Se 'Showbizfamilier' på TV 2 PLAY her