Ny 'Hjertegalla'-vært: - Vi har haft hjertekarproblemer i familien

16x9
Jens Gaardbo skal sammen med Cecilie Frøkjær være vært for TV 2 Charlies store støtteshow 'Charlie Hjertegalla.' Foto: Steen Evald/TV 2 / Steen Evald/TV 2

Jens Gaardbo er ny vært for ’Charlies Hjertegalla' - en rolle, han takkede ja til af flere grunde.

Når Cecilie Frøkjær søndag d. 20. marts byder seerne velkommen til ’Charlies Hjertegalla’, bliver det med en ’ny’ vært ved sin side - nemlig Jens Gaardbo. 

Sammen skal de guide seerne igennem en festlig og alvorlig aften, når TV 2 CHARLIE for femte gang samler ind til fordel for Hjerteforeningen.

Den garvede nyhedsvært var ikke i tvivl, da han blev tilbudt værtsrollen, efter at Michael Meyerheim besluttede sig for en selvvalgt pause.

- Jeg har aldrig tidligere været aktiv i et indsamlingsshow, for jeg føler mig normalt ikke så godt tilpas i store, kollektive sammenhænge. Men det her vil jeg gerne. Hjertesagen har en karma, der er større end selve sygdomsbegrebet, og for mig rummer det ikke kun sygdom – men også varme, omsorg og helbredelse. Vi har at gøre med et stort samfundsproblem, som vi rent faktisk kan gøre noget ved, siger Jens Gaardbo.

Hjerteproblemer i familien

Han har selv haft hjertekarproblemer inde på livet i sin egen familie - også personer, der 'ikke var gamle nok til at have det.'

- Jeg er 59 år nu, og selvfølgelig er hjerteproblemer da noget, jeg tænker over. De ting, man kan gøre for at have et godt hjerte, er heldigvis ofte sjove at gøre. Jeg har fået regelmæssig motion ind i mit liv og spiller udendørs fodbold året rundt, siger Jens Gaardbo.

Gaardbo, der har sin vante gang på TV 2 NEWS, er et velkendt ansigt hos TV 2 CHARLIEs seere. De har oplevet ham som paneldeltager i det populære program ’Spørg Charlie’. Det er også herfra, at Cecilie Frøkjær kender sin nye medvært.

- Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Jens, som jeg kender som en meget kompetent nyhedsvært med sin helt egen personlige stil. Vi har ikke arbejdet sammen før, men vi kender hinanden fra ’Spørg Charlie’-panelet. Vi har grinet meget sammen. Og jeg glæder mig til at stå ved siden af ham d. 20. marts, når vi samler ind til forskning og patientstøtte for Hjerteforeningen, siger Cecilie Frøkjær.

Hjerte-kar-sygdomme dræber

Cirka 13.000 danskere dør hvert år af hjerte-kar-sygdom. Det svarer til, at en ud af fire danskere dør af hjerte-kar-sygdomme. Åreforsnævring i hjertet er den enkeltsygdom, som flest danskere dør af, og mere end 450.000 danskere lever med en hjerte-kar-sygdom. Det tal frygtes at stige til cirka 480.000 mennesker i 2020.

 - Man bruger begrebet ’brændende platform’ i ét væk. Men her er det dækkende. Der er et enormt behov for at forebygge hjerte-karsygdomme. Og for at kunne forske i den bedste behandling, så patienterne overlever og får et godt liv. Sidste år delte vi cirka 50 millioner kroner ud til forskningsprojekter, så vi har brug for al den støtte, vi kan få. Derfor er vi rigtig glade for, at Cecilie Frøkjær har fået en yderst kompetent medvært i Jens Gaardbo. Det kan kun blive godt, siger Hjerteforeningens administrerende direktør Kim Høgh.

Sidste år satte ’Charlies Hjertegalla’ indsamlingsrekord med over 26 millioner kroner.

'Charlies Hjertegalla' sendes live på TV 2 Charlie søndag d 20. marts