Cecilie Hother om hormonsygdom: Føler mig som en sårbar skydeskive

At have uønsket skægvækst føles som at blive taget i at læse pornoblade eller stjæle Hubba Bubba i Brugsen. Hele tiden. Det fortæller Cecilie Hother.

Det er en sygdom, der altid ligger i dit baghoved. Den påvirker dit selvværd, for det føles pinligt og tabu-belagt. 

Sådan beskriver TV 2 FRI-værten Cecilie Hother sit liv med PCO - en kronisk sygdom, der øger mængden af mandligt kønshormon og som giver skægvækst, i 'Go' aften Danmark'.  

Cecilie Hother blev diagnosticeret, da hun var midt i tyverne, og i denne uge stod hun frem med sin historie i Alt for damerne

PCO-foreningen vurderer, at 20 procent af alle danske kvinder har sygdommen, men alligevel føles det enormt flovt, fortæller hun: 

- Man skal forestille sig, at man er sted, hvor man er blevet fanget i at stjæle Hubba Bubba i Brugsen, eller du er blevet fanget som dreng i at læse pornoblade første gang og får den der virkelige flovhed og ’ej, der er ikke nogen, der må opdage det her’.

- Den flovhed har man indeni sig selv. Men bare hele tiden. Hver dag, fortæller hun i programmet.  

Sårbar skydeskive

Frygten for fortælle om sin sygdom sidder stadig i hende: 

- Jeg føler mig som en totalt sårbar skydeskive. Man har ikke lyst til at få alle mulige øgenavne og blive latterliggjort, fortæller hun i 'Go' aften Danmark'. 

Cecilie Hother maner samtidig fordomme om PCO til jorden.  

- Det er ikke sådan, at man bliver den skæggede dame med det samme, og så vælter det ud med skæg og så står man og barberer sig og alt mulig andet, fortæller hun om hårvæksten, der gradvist forværres.

TV 2 FRI-værten vælger at stå frem og fortælle om sin sygdom, fordi hun vil bryde tabuet omkring sygdommen, men også fordi hun står bag en ny klinik, hvor kvinder med PCO kan blive behandlet. 

Cecilie Hother fortsætter samtidig som tv-vært og glæder sig derfor både til at lave mere fjernsyn og til at hjælpe andre, fortæller hun.