Legendarisk rapgruppe med attitude bliver muligvis gendannet

16x9
Dr. Dre og Ice Cube var begge producere på filmen om dem 'Straight Outta Compton' Foto: Chris Pizzello / AP

Ice Cube forsøger eftersigende at samle medlemmer fra N.W.A. til genforeningskoncert.

Du kan godt begynde at spare op til en billet til den amerikanske festival Coachella i år, hvis du er hip hop-fan. Rapperen Ice Cube er nemlig på plakaten, og i et interview til The Talk løfter han sløret for endnu en genforening med gutterne fra N.W.A. - inklusiv Dr. Dre.

- Jeg har nogle kort i ærmet... jeg vil forsøge, at samle medlemmerne af N.W.A. Give alle en lille historietime i Ice Cube og N.W.A., West Side Connection, og alt det jeg har gjort gennem årene, udtaler Ice Cube ifølge musikmagsinet Hypetrack.

Sammenkomst efter 'Straight Outta Compton'

Der var sidste år premiere på filmen 'Straight Outta Compton' om den legendariske rapgruppe, som blandt andet bestod af Dr. Dre, Ice Cube, Eazy-E, MC Ren og DJ Yella. Både Dr. Dre, Ice Cube og Eazy-E's enke var producere på filmen.

I sommeren 2015 var flere medlemmer af gruppen i anledningen af filmens premiere derfor samlet til en koncert i Los Angeles - dog uden Dr. Dre. Her kom Ice Cube rullende ind på scenen i en politibil til hittet 'Fuck The Police' - så Coachella-gæster kan næppe forvente sig mindre.

Se stuntet i videoen herunder:

Genforeningsfeber

Festivalen bliver afholdt over to weekender mellem den 15. april til den 24. april i staten Californien. På plakaten er også hip hop-stjerner som Vince Staples, A$AP Rocky og andre store navne, som Sia og Major Lazer.

N.W.A. er dog langt fra de eneste, der bliver genforenet eller genoplivet på Coachella i år. Også Axl Rose og Slash skal optræde sammen som Guns N' Roses. Derudover har James Murphy meldt sin ankomst med sit projekt LCD Soundsystem, som han ellers havde afsluttet og begravet.