Kæresten har født: Nu er Hugh Grant far til fire

16x9
Hugh Grant og Anna Eberstein til Wimbledon i juli. Foto: ADRIAN DENNIS / Scanpix Denmark

Hugh Grant er blevet far til sit fjerde barn. Moderen er hans svenske kæreste.

På blot fire år er den britiske skuespiller Hugh Grant gået fra at være barnløs til at være far til fire. Sidste skud på stammen, en lille pige, blev ifølge svenske Sundsvall Tidning født i onsdags.

Moderen er den svenske tv-producer Anna Eberstein, der også er mor til Hugh Grants andet barn.

Parret har tidligere været gået fra hinanden, og de har været tavse om genforeningen, graviditeten og fødslen. Anna Ebersteins mor, det socialdemokratiske medlem af den svenske rigsdag Susanne Eberstein, bekræfter dog, at hun har fået endnu et barnebarn.

Far til to døtre og to sønner

Hugh Grant har, udover den nyfødte pige, datteren Tabitha på fire, sønnen John på tre og sønnen Felix på to. Anna Eberstein er mor til John, mens kinesiske Tinglan Hong er mor til Tabitha og Felix.

Hugh Grant og Anna Eberstein har indtil videre boet i London, men har nu også købt en villa i Torekov i det nordvestlige Skåne. Om de vil bo der fast, eller om de fortsat vil være i London, er uvist.

55-årige Grant er kendt fra film som 'Love Actually', 'Notting Hill' og 'Fire bryllupper og en begravelse'. Ved siden af karrieren som tv-producer driver Anna Eberstein en børnetøjsforretning på nettet.