I dag fylder 'Alene Hjemme' 25 år i Danmark: Sådan ser stjernerne ud i dag

16x9

De fleste af os husker kultfilmen 'Alene Hjemme', hvor vi følger den tapre Kevin McCallister, som bliver glemt derhjemme, mens hans familie tager på juleferie til Paris.

I dag, 21. december, er det 25 år siden, at den første 'Alene Hjemme'-film fik premiere i Danmark.  Den tog hele verden med storm, og siden da udkom tre andre 'Alene Hjemme'-film.

TV 2 har gravet i arkiverne og tjekket op på, hvordan det er gået med en række af filmens skuespillere i årene, der er gået - samt, hvordan de ser ud idag. 

 

Macauley Culkin: Spillede hovedrollen som Kevin McCallister

Den blot 10-årige knægt Macauley Culkin blev med ét verdensberømt og fik status som sin tids største barnestjerne, da han medvirkede i 'Alene Hjemme'. Siden de fire film har han kæmpet for at holde fast i skuespillerverdenen, men det er aldrig helt lykkedes ham at slippe 'Alene Hjemme'-prædikatet. Man har dog blandt andet kunnet opleve ham i filmen ’My Girl’ og i vennen Michael Jacksons musikvideo ’Black and White’. Macaulay Culkin har gennem årene kæmpet med stofmisbrug, og han blev anholdt med stoffer på sig i 2004.

Siden da virker det dog som om, at han har fået mere og mere kontrol over sit misbrug. På billeder i dag ser han i hvert fald en hel del bedre ud, end han gjorde for nogle år siden. Senest har han medvirket i serierne 'Robot Chicken' og 'The Jim Gaffigan Show', og han er på nuværende tidspunkt i gang med optagelserne af filmen Adam Greens 'Aladdin', som har premiere næste år.

Se videoen: Voksen Kevin har stadig traumer over Alene Hjemme

Joe Pesci: Spillede indbrudstyven Harry Lime

Den i dag 72-årige italiensk-amerikanske skuespiller havde allerede fuld gang i filmkarrieren, inden han medvirkede i 'Alene Hjemme'-filmene, og succesen fortsatte derefter. I dag kan han prale af at have store ikoniske film som 'Min Fætter Vinny', 'Goodfellas' og 'Casino' på sit cv. I 1999 meldte Joe Pesci offentligt ud, at han ville gå på pension, men det blev ved snakken. I 2006 medvirkede han nemlig i filmen 'The Good Shepherd', og i 2010 kunne man opleve ham i 'Love Ranch'. Sidstnævnte er den seneste film, man har set ham i. I år har han dog lagt stemme til en russisk tegnefilm. 

 

Daniel Stern: Spillede indbrudstyven Marv Merchants

Daniel Stern udgjorde den anden halvdel af forbryderduoen i 'Alene Hjemme'. Der er ingen tvivl om, at mens Joe Pesci spillede hjernen bag de kriminelle udskejelser, spillede Daniel Stern rollen som den dumme og klodsede indbrudstyv. Det gjorde han imidlertid rigtig godt, for efter 'Alene Hjemme'-filmene fortsatte han med at medvirke i adskillige film, tv-serier og lagde stemme til flere tegnefilm.

Den i dag 58-årige skuespiller har blandt andet spillet hovedrollen i serien 'Danny'. Derudover er han også kendt for at have fortællerrollen i tv-serien 'The Wonder Years', der kørte hen over skærmen fra 1988 til 1993. For tiden medvirker han i tv-serien 'Manhattan'.

 

Catherine O'Hara: Spillede moderen Kate McCallister

Canadiskfødte Catherine O'Hara spillede moderen i 'Alene Hjemme', som i den grad havde nok at se til med alle Kevins eskapader. Den i dag 61-årige skuespiller har haft en stabil karriere efter 'Alene Hjemme'-filmene, og hun medvirkede i en masse film og tv-serier. I 2010 modtog hun en Emmy Award for sin rolle i tv-serien 'Temple Grandin'. For tiden medvirker hun i CBCs sitcom 'Schitt's Creek'. 

 

John Heard: Spillede faderen Peter McCallister

 Den i dag 70-årige skuespiller John Heard fik stor succes efter 'Alene Hjemme'-filmene. Hans største rolle er nok i den ultrapopulære tv-serie 'The Sopranos', men han har også gjort sig bemærket i tv-serierne 'CSI: Miami', 'Prison Break' og 'NCIS: Los Angeles'. Den seneste film, han har spillet med i, er 'Boiling Pot' fra i år.