Sexdømt Jackass-medvirkende død

16x9
Her ses 'Don Vito' med sin nevø Bam Margera ved siden af sig. Foto: Scanpix

Vincent Margera, bedre kendt som 'Don Vito', døde søndag morgen efter flere års forværret helbred. Han blev kun 59. Det skriver Rolling Stone Magazine.

'Don Vito' blev kendt som skateren og Jackass-stjernen Bam Margeras skøre onkel, og det var Bams mor, som bekræftede 'Don Vitos' død over for TMZ.

Hertil fortalte hun, at han havde lidt af lever og nyre-problemer i de seneste år og gik i koma i oktober i år. Han vågnede dog op fra komaen, men hans helbred forblev kritisk, og i de sidste uger er det kun blevet værre.

I den populære MTV-serie 'Jackass' blev han ofte udsat for såkaldte 'pranks' af Bam Margera og hans venner. Og da nevøen fik sin egen tv-serie på MTV 'Viva La Bam' fra 2003 til 2006 var han selvfølgelig også med i den.

Sexkrænker
Da 'Viva La Bam' sluttede i 2006 løb 'Don Vito' ind i noget af et stormvejr. Han blev tiltalt for at have befamlet to 12-årige piger. Der blev ført en retssag i december 2007, hvor 'Don Vito' blev fundet skyldig i to tilfælde af seksuelle overfald mod mindreårige, og han blev idømt ti års 'seriøs' prøvetid.

Dommen betød også, at han ikke måtte optræde som 'Don Vito' på nogen måde. Derudover blev han dømt til at registrere sig som sexkrænker i Colorado og Pennsylvania, som var hans fødeby.

Siden retssagen holdt 'Don Vito' sig stort set ude af rampelyset.

Dette er det andet dødsfald i 'Jackass'-klanen på kort tid. Ryan Dunn døde i juni 2011 efter en bilulykke. Han blev kun 34 år gammel.