Peter Ingemann: Jeg elsker fejl og kaos

Se snigpremieren på 'Størst' på TV 2 PLAY

Peter Ingemann er ikke bange for at begå fejl og vise dem i bedste sendetid. I 'Hammerslag' faldt han over en græstot på flugt fra en imaginær hugorm. Et klip, der er udødeliggjort af Tobias Dybvad. Og i løbet af den nye sæson af rejseprogrammet ’Størst’, der har premiere i aften, vil man formentlig også se ham spørge en russisk kvinde på bedste Villy Søvndal-engelsk: ’Do you often hang at the bar?’

Den populære tv-vært er nemlig ikke bange for at udstille, at han ikke er perfekt – og herunder laver et par engelske brølere.

 - Selvironi er så vigtigt. Det er vigtigt at kunne grine af sig selv, og vi skal kæmpe for, at tingene bliver så ægte som muligt, siger Peter Ingemann.

Har ikke fået skrammer i lakken
På ’Størst’ er intet opstillet eller planlagt i mindste detaljer, og også da han var vært på DR-programmet ’Hammerslag’, insisterede han på at arbejde uden manuskripter og øresnegl.

- Vis det nu som det er i virkeligheden. Jeg har ikke fået skrammer i lakken af at gøre det. Tværtimod. Folk siger til mig, at det er forfriskende. Jeg er overrasket over, at man ikke ser det mere på tv. Det er som om, man er bange for at træde uden for skiven. Så er du i værste fald en fiasko, siger han.

Peter Ingemann er ikke selv på Facebook, Twitter eller andre sociale medier, men så vidt vides har han aldrig været centrum for en shitstorm her – kun en enkelt klage blev det til, da han i et boligprogram foreslog - med et glimt i øjet, for guds skyld - at man kunne aflive husets hamster ved at suge den op i centralstøvsugeren.

Hader selvsvings-kulturen
Og når han i ’Størst’ får lov til at springe køen over på vej op i verdens største passagerfly og med Holte-affekteret stemme siger, at ’det er sgu meget fedt at springe pøblen over’, så er han afhængig af, at folk kan se, at det selvfølgelig bare er for sjov. Og det kan de så indtil videre, kan han konstatere.

- Jeg er godt klar over, at et enkelt ord eller sætning kan få folk til at gå i selvsving på de sociale medier, men jeg hader den kultur - at alt skal koges ned til et ’like’ og ’dislike’, siger tv-værten.

I den nye sæson af ’Størst’ er han så forskellige steder som på bordel i Las Vegas, til oktoberfest i München, med den transsibiriske jernbane i Rusland og i super-hightech-byen Seoul. I Rusland fik han en alvorlig forgiftning, formentlig af noget søvand, og røg akut på hospitalet, ligesom det også var i Rusland, han oplevede at blive skudt i tindingen ved russisk roulette - dog kun med en strømpistol.

Trives med kaos på jobbet
Bordellet i Las Vegas var den berømte 'Bunny Ranch', hvor han fik en anden fysisk udfordring, da en prostitueret pornostjerne pludselig satte sig overskrævs på ham under et interview.

Det var både grænseoverskridende, ret akavet og slet ikke planlagt. Præcis som Peter Ingemann foretrækker det - i arbejdssammenhæng.

- Jeg er vokset op i et meget kaotisk hjem, så jeg føler, at kaos er naturligt, siger Peter Ingemann, der i sin selvbiografi ’Ingemanns Land’, fortæller om en barndom, der var præget af faderens druk og svigt - men også inspiration og kærlighed.

Han forklarer, at han egentlig – måske overraskende for nogle - på mange måder ikke bryder sig om at være i centrum, og når han står og er lidt smånervøs, før han skal holde foredrag for 500 mennesker i en idrætshal, så kan han tage sig selv i at ønske, at der lige væltede en lampe i hjørnet og skabte noget kaos, fordi det skaber noget positiv energi i ham til at gøre det endnu bedre.

100 rejsedage er hårdt for datteren
Men modsætningen er hjemme i den funktionalistiske villa-idyl i Ry, hvor han bor bag en flot klippet bøgehæk i den by, han er født og opvokset i. Her foretrækker han, at der er styr på sagerne.

- Girokortene skal helst betales to dage for tidligt, og når jeg henter børn, så kommer jeg altid for tidligt, siger han.

Børnene er døtrene på 11 og 15 år. Peter Ingemann har omkring 100 rejsedage på et år, og det er særligt hårdt for den mindste.

- Når jeg kommer hjem, så suger hun sig til mig og sidder helt tæt på mig i sofaen. Hun har det ikke ret godt med, at jeg rejser – særligt ikke når jeg rejser langt væk, fortæller han.

Særligt efter at børnene i skolen talte meget om piloten fra German Wings, der fløj ind i en bjergside med vilje, er det blevet ekstra ufedt, at far tit er i en flyvemaskine.

Men så har Peter Ingemann til gengæld gjort det til en tradition, at han tager en fodboldtrøje med hjem fra mange af sine eksotiske ture som et lille plaster på såret.

Anden sæson af 'Størst' har premiere i aften klokken 20.00. Peter Ingemann sidder klar til at live-chatte med brugerne her på tv2.dk lige umiddelbart efter programmet.

FAKTA: Det oplever Ingemann også i ’Størst’

- Besøger verdens ottende vidunder, Panamakanalen

- Flyver med verdens største passagerfly

- Besøger super-hightech-byen Seoul, hvor man kloner kæledyr

- Konfronteres med fattige amerikanere, som i mørke tunneller under neonlys i Las Vegas

- Udfordres til en omgang moderne russisk roulette med strømpistoler på den transsibiriske jernbane

- Får kureret sine tømmermænd i verdens eneste tømmermændsbus.

- Klapper en hest, der er forsikret for 400 mio. i det prestigefulde hestevæddeløb, The Royal Ascot, i England

- Fester igennem på verdens største ølfestival: Oktoberfesten i München.