Annette Heicks mand om sin frygtelige ulykke: - Det var bare panik-panik indeni

16x9

For første gang fortæller kongehusets køkkenchef og Annette Heicks mand, Jesper Vollmer Heick, hele historien om kæmpebølgen, der var tæt på at slå ham ihjel på en ferie i Thailand for et halvt år siden. Om lægen på stranden, der reddede hans liv (hun hedder Dr. Toogood!), og om en svær beslutning, der reddede hans parforhold.

Jesper Vollmer Heick kan stadig huske de tre lyde krystalklart. Først den fuldstændig vilde, brusende lyd af den kæmpestore bølge, der er på vej ind. Så den totale stilhed, da han dykker ind i bølgen, og vandet lukker af for alle lyde. Og så – lyden af hans egen nakke, der bliver knust mod sandbunden. Krash!

– Det er stadig så tydeligt og livagtigt for mig, at jeg får kuldegysninger, når jeg genkalder mig det, siger Jesper og holder en lille pause.

– Det var så frygteligt.

  Læs også: Peter har været død. Når man ikke har puls, er man død

De tre lyde symboliserer den dag, som for altid har ændret Jesper Vollmer Heicks liv. En forfærdelig badeulykke i Thailand, som lige så godt kunne have kostet ham livet.

Godt gående
Fem måneder senere. En solbrun mand kommer kørende i fuld fart på et løbehjul i Hornbæk. Jeg tænker et kort øjeblik, at han da godt nok ligner Jesper Vollmer Heick, som jeg skal møde på Klinik for rygmarvsskader, men forkaster i samme øjeblik tanken. Det kan ikke være ham. Jesper har jo brækket nakken, og jeg har forberedt mig på, at han nok sidder i kørestol. Jeg går et par skridt videre, kigger igen på manden, der nu er kommet helt tæt på. Han kigger også på mig. Spørgende. Og det går op for mig, at det ER Jesper på det løbehjul.

– Hold da op, får jeg fremstammet.

– Sådan havde jeg ikke lige forventet at se dig!

  Læs også: Dit ansigt afslører, hvordan din krop har det

Jesper griner. Den reaktion får han tit, fortæller han og rækker højre hånd frem for at hilse på. En hånd, der ikke rigtig vil rette sig ud. En hånd, der stadig er tydeligt mærket af ulykken. Men også en hånd, der SKAL blive i orden igen, så han kan komme tilbage og passe sit job som køkkenchef for Kongehuset, fortæller han, da vi har sat os til rette med en kop kaffe.

Hvordan har du det lige nu og her?
– Jeg er ved at komme mig. Og jeg har det rigtig godt i den forstand, at jeg er meget gående nu. Jeg har smidt kørestolen for nogle uger siden, jeg har smidt krykkerne, og nu har jeg bare en stok som gangredskab. Det er ikke, fordi jeg ikke kan gå uden, men den hjælper mig, så jeg ikke bliver så hurtigt træt. Og så har jeg investeret i det her voksenløbehjul på bløde hjul, så jeg kan køre alle mulige steder. Det gør, at jeg ikke længere føler mig så meget som ham, de andre venter på. Nu kan jeg holde tempoet og følge med, og det er jeg rigtig glad for.

– Jeg har det faktisk så godt, at jeg er begyndt at føle mig som en normal person igen, og som en del af min familie og vennekreds på lige fod. Der er dog stadig nogle irriterende ting. Mit højre ben, som jeg stadig har en del udfordringer med. Nerveforstyrrelser, føleforstyrrelser og smerter i kroppen. Jeg kan ikke mærke temperatur og smerte i venstre side. Og så er der min højre hånd, hvor jeg ikke kan strække fingrene ud, medmindre jeg bøjer håndleddet. De første mange uger kunne jeg ikke holde på almindeligt bestik, når jeg skulle spise. Jeg havde sådan noget tykt ergoterapeutisk bestik, som jeg kunne holde om. Men jeg har næsten fra dag ét sagt nej tak til alle de der hjælpemidler. En kniv med bøjle, der sidder fast på hånden, så jeg kan skære – nej, det har jeg ikke brug for. Jeg arbejder hen imod at kunne holde på en rigtig kniv igen. Det er også vigtigt i forhold til mit arbejde. Det kan godt være, at jeg holder meget dårligt nu, men hvis jeg ikke øver mig, bliver jeg ikke bedre.

Panik
Så Jesper øver sig. Og han træner. Som en gal. Og hele tiden. Han VIL være stærk igen. Han VIL kunne de ting, han kunne før den 21. januar 2015, hvor ulykken skete. Han og ægtefællen, Annette Heick, var taget til Phuket i Thailand med deres to sønner og Annettes forældre. Ferien var tænkt som et ordentligt familieboost, inden Annette skulle hjem og begynde på prøverne på "My Fair Lady" i Aarhus, hvor hun i otte uger skulle være væk fra familien på alle hverdage. Feriedagene havde været skønne, afslappende og med masser af leg i vandet. Der var fire dage tilbage af ferien.

– Om morgenen den 21. januar hørte vi nogle ordentlige drøn, da vi sad og spiste morgenmad. Tjeneren fortalte, at det var bølgerne, der var meget voldsomme den dag. Da vi kom ned på stranden, kunne vi godt se, at det var sådan nogle vægge af vand, der knækkede og landede med et brag på sandbunden, hvor alt vandet under bølgen var trukket væk. Det så sindssygt fedt ud. Jeg kan huske, at jeg stod og hev T-shirten over hovedet, da jeg fik øje på en kæmpe, sort skygge af den næste bølge, der var på vej ind. Jeg tænkte, hold da kæft, den er flot, den der, det bliver sjovt. Jeg begyndte at løbe ud mod bølgen, og Annette råbte: "Pas nu på, skat!" Jeg råbte ja, ja, grinede, satte af og lavede hovedspring ind i bølgen. Som jeg har gjort tusindevis af gange før. Jeg elsker vand og jeg har altid kastet mig ud i bølgerne.

Så kom lydene. Suset. Stilheden. Lyden af nakken, der brækkede. Og derefter følelsen af, at der var noget helt galt.

  Læs også: "Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt"

– Jeg mistede ikke bevidstheden på noget tidspunkt, men jeg fandt mig selv hængende i vandet med hovedet nedad og med armene ud til siden. Fuldstændig lammet. Som om jeg havde fået stød. Det eneste, jeg kunne, var at få armene lidt op og ned, men med lukkede hænder, jeg kunne ikke åbne dem. Forestil dig at svømme crawl med lukkede hænder ... det er lidt svært. Jeg kunne ikke komme op og panikkede. Blev bange. Og jeg tænkte, hvad fanden skete der? Og derefter: Den er helt gal. Jeg kunne dreje hovedet forsigtigt mod højre og lidt op over vandoverfladen og fik trukket lidt luft. Men så kom hovedet under vand igen. Jeg prøvede at kalde på hjælp, men jeg kunne kun høre min egen stemme nede under vandet, som var et kæmpevirvar, fordi bølgen var på vej ud igen. Jeg kom op igen og fik lidt luft. 

– Da jeg kom under vandet igen, følte jeg, at jeg havde lang tid til at ligge og tænke. Jeg prøvede at se for mig, hvordan det var, da jeg løb ud. Hvis Annette havde sat sig ned på liggestolen med drengene, så havde hun ikke set mig, for der var sådan en bakke på stranden, som man skulle henover, og som skjulte vandet. Og i og med at vandet var så vildt den dag, var der ikke andre ude og bade ud over to unge fyre, jeg havde set omkring 50 meter væk, da jeg var på vej ud. Havde de set mig? Og så kom tanken: Hvis ingen har set mig, så er jeg færdig. Så dør jeg lige om lidt. Så er det slut.

Dr. Toogood
Jesper prøvede at komme op og få luft en tredje gang, og da han drejede hovedet, så han nogle badebukser nærme sig fra siden.

– Og lige dér gik der et kæmpe lettelsens suk igennem mig. Okay, nu bliver jeg reddet op.

Det viste sig bagefter, at rigtig mange havde set Jespers ulykke. Både Annette, de to badende drenge og nogle livreddere. Alle var på vej hen mod ham. Og heldigvis var der også en kvindelig australsk læge, der havde set ulykken.

– De to badende drenge fik mig hevet op af vandet og op på stranden, og så kom livredderne, som ville have mig om på siden for at tømme mig for vand. Da de gjorde klar til at tippe mig rundt, satte den australske læge i spurt og råbte, at de skulle stoppe. Hun kastede sig ned i sandet og tog mit hoved mellem knæene, mens hun råbte til livredderne, hvad de skulle gøre. Og så skreg hun: "And everybody else – fuck off!"

Lægen med det nærmest helt ubegribelige navn Dr. Toogood reddede Jespers liv og førlighed.

  Læs også: Må man ønske, at sin mor dør?

– Hun fortalte mig efterfølgende, at hvis jeg var blevet vippet om på siden, kunne der være sket to ting. Den smadrede nakkehvirvel kørte jo rundt derinde, og nerverne i rygmarven er totalt følsomme, så var jeg blevet vendt om, kunne nakkehvirvlen have skåret hele lortet over. Så var jeg enten blevet lam fra brystet og ned og skulle have siddet i kørestol resten af livet, eller den kunne have cuttet min respirationsrefleks, og så var jeg død på stedet.

Jesper holder en lille pause. Tager en dyb indånding.

– Så hvis ikke hun havde været der ... Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det!

Tiden umiddelbart efter ulykken var et rent helvede. Jesper blev flyttet over på et stabiliseringsbræt, hvor han blev spændt helt fast. Han var indsmurt i sand, og da han blev løftet op og transporteret væk fra stranden, var smerten ulidelig, fordi sandet på halebenet og baghovedet føltes som sandpapir mod huden ved den mindste bevægelse. Resten af kroppen kunne Jesper ikke mærke, fordi den var lammet af slaget. Jesper tænkte på racerkøreren Jason Watt, hvis bog om den fatale motorcykelulykke han havde læst flere gange, og tænkte: Det bliver det samme med mig. Jeg kan ikke mærke min krop. Jeg kommer også til at sidde i kørestol.

Hvordan er det at tænke den tanke?
– Det var bare panik-panik indeni. Da jeg kom op i hotellets reception blev jeg – stadig på brættet – lagt på en stor daybed, mens vi ventede på ambulancen. Mens jeg lå der, tog Annette fat i mine tæer og begyndte at nulre dem. Kan du mærke det, spurgte hun? Det kunne jeg. Og så tænkte jeg, okay, det kan godt være, at det er noget lort, men jeg kan mærke mine tæer, så er der hul igennem. Det er ikke cuttet helt over. Og faktisk – fra det øjeblik og frem til nu – har jeg været positiv og har tænkt, at det nok skulle gå. At alt nok skulle blive godt igen.

  Læs også: "Hvis Søren begynder at tale om kirkebryllup, må jeg forklare ham, at det må blive med hans næste kone"

Jesper blev opereret samme nat af en ekspert, der blev fløjet ind fra Bangkok. Operationen tog seks timer, og da Jesper kom til sig selv bagefter, var han dopet af smertestillende medicin, men gik ret hurtigt i gang med at prøve at finde ud af, hvad han kunne – og ikke kunne – med sin krop, og der blev iværksat genoptræning med det samme. Jesper har senere fået at vide, at det har været af afgørende betydning for hans store og hurtige fremskridt, at han fra begyndelsen fik gang i musklerne med et intensivt program. Annette og drengene kom og besøgte Jesper hver dag på hospitalet. Tiden for feriens egentlige afslutning nærmede sig.

– Så Annette og jeg havde en snak, hvor vi besluttede, at hun og drengene skulle tage hjem som planlagt, så hun kunne komme i gang med prøverne på forestillingen i Aarhus.

Hvordan havde du det, da Annette og drengene tog hjem?
– Det var okay, for der blev taget hånd om mig. Jeg havde bare mig selv at fokusere på, og det havde jeg det godt med, når jeg vidste, at der også var styr på familien. Jeg lå på hospitalet i Thailand i 12 dage, og der blev tilknyttet en ældre thailandsk sygeplejerske 24 timer i døgnet. Jeg måtte ikke være alene. Hun kunne ikke et ord engelsk, men hun lærte mig hurtigt at kende og vidste, hvad jeg havde brug for, bare jeg gav det mindste signal. Hun var fuldstændig fantastisk, og det endte med den største krammer og tårer, da vi skulle tage afsked.

Brød du slet ikke sammen på noget tidspunkt?
– Jeg var ret fattet hele vejen igennem, og jeg brugte meget tid på at sende tale-sms'er til dem derhjemme. Jeg indtalte lange beskeder om, hvad jeg tænkte, og hvad der skete. Jeg var stærk og havde indtil da ikke været ked af det på noget tidspunkt. Men så begyndte flere af mine venner at kommentere på en mail, som Annette havde sendt rundt til alle, hvor hun fortalte om sin oplevelse af ulykken. Da jeg læste, hvordan hun havde set mig hoppe ud i bølgen, hvordan hun havde set mig ligge livløs i vandet, og hvad hendes tanker havde været, da hun løb ned mod mig, brød jeg fuldstændig sammen! Da jeg så det udefra med hendes øjne, gik det for alvor op for mig, hvor forfærdeligt det hele var. Jeg ringede til Annette, vi græd sammen i telefonen og fik snakket om det hele. Lige dér var det virkelig frygteligt. Lige dér knækkede jeg et øjeblik.

Bare en bølge
Jesper blev fløjet hjem til Danmark, hvor han blev indlagt på Rigshospitalet. Her var lægerne positivt overraskede over hans fremskridt, men overlægen gjorde det samtidig klart, at man ikke kunne love Jesper, at han ville kunne mere i morgen, end han kunne i dag. Jesper blev naturligvis frustreret over den melding, men samtidig ansporede den ham også til at blive ved med at træne og træne. Når han ikke var i hospitalets program, trænede han selv med elastikker og andet, der kunne styrke hans krop. Han glædede sig samtidig over at være hjemme igen og over at få besøg af familie og venner. Efter en uge blev han overflyttet til Klinik for rygmarvsskader i Hornbæk, hvor træningen blev intensiveret.

– Her fik jeg for første gang lov til at komme over i en kørestol. De stod klar til at løfte mig over, men jeg bad om at få lov til at prøve selv. Det klarede jeg, uden at de rørte mig, og det var fantastisk. Siden har jeg trænet i varmtvandsbassin og med ergoterapeut og fysioterapeut. Jeg har kørt på elstimulationscykel og har trænet med Eksoskelet, som er sådan en gangrobot. Og jeg insisterede ret tidligt på, at jeg godt kunne tage toget alene ind til København i kørestol.

  Læs også: Lizettes søn fik kræft som 1-årig: "Jeg ville bare skilles, når det var slut!"

Hvor finder du energien til den lange rejse, du har været på?
– Fra jeg var helt lille, har jeg dyrket sport – springgymnastik, karate og løb. De fysiske udfordringer med genoptræningen har været nemme, fordi jeg er vant til at presse mig selv mere, end folk har forventet af mig som patient. Og så har jeg mødt et helt utroligt motiverende personale her i Hornbæk, de har gjort så meget for mig, og det har nærmest været som at få en ny pose venner.

Har du på noget tidspunkt tænkt: Hvorfor hoppede jeg ud i den bølge?
– En gang imellem popper oplevelsen op som en kuldegysning eller et sug i maven. Det kan være en film i fjernsynet med en stor bølge eller en strand, der ligner den, hvor det skete. Men på intet tidspunkt har jeg tænkt, årh, havde jeg bare ladet være med at løbe ud. Eller: Hvad nu, hvis jeg ikke var hoppet på den måde, eller hvis jeg var bremset op? Jeg kan ikke bruge de tanker til noget, de ville bare sætte mig tilbage i min udvikling. Det kan ikke nytte noget, at jeg sidder og bliver ked af det, og det kan umuligt gøre noget godt for mig, hvis jeg bliver bitter, indebrændt og ærgerlig over det, der er sket. Det ER sket, og det er min egen skyld, men jeg mener ikke, at jeg gjorde noget overilet den dag. 

– Jeg hoppede ikke på hovedet ud på lavt vand efter at have drukket mig stiv eller noget i den retning. Jeg gjorde ikke noget, som jeg ikke ville gøre igen, kan jeg sige. Jo, det kan da godt være, at jeg ville tænke to gange over at løbe ud i SÅ stor en bølge, men dengang det skete, tænkte jeg jo ikke, shit, det er crazy det her, nu håber jeg, at det går godt. Det var bare en bølge.

  Læs også: Søren Østergaard: "Jeg valgte kærligheden frem for barnet"

– Jeg har vendt oplevelsen fra at være noget forfærdeligt til at være glad for, at jeg er så sindssygt heldig, at det ikke gik værre. Jeg er blevet meget bedre til at fokusere på de ting i livet, som betyder noget. Min familie. Min førlighed. Og ikke mindst mine venner, som har været enestående og af afgørende betydning, i forhold til at jeg har fået oplevelsen bearbejdet. Jeg er holdt op med at bruge krudt på ligegyldige ting. Jeg føler, at jeg har fået en chance til, og det er jeg meget taknemmelig over, og jeg føler, at hele forløbet har gjort mig til et bedre menneske.

Hvad har ulykken og forløbet derefter betydet for dit og Annettes forhold?
– Det var stærkt før, det er blevet endnu stærkere nu. Og nu siger jeg noget, der måske lyder lidt voldsomt, men Annette og jeg har faktisk talt om, at det ikke er sikkert, at vi ville have været sammen i dag, hvis jeg havde bedt hende om at sætte sig ved min side som sygepasser i Thailand og kigge på den her ynkelige mand, der skulle have hjælp til alt. Det var den rigtige beslutning, at Annette tog til Aarhus og fortsatte med det, hun skulle, og at hun var væk fra hele det voldsomme sygeforløb. Og det skal ikke lyde, som om hun ikke var der for mig, for DET var hun, og vi talte sammen hver dag i timevis, men jeg havde ikke brug for, at hun sad og holdt mig i hånden. Hun skulle gøre det, hun havde drømt om at gøre. Og jeg vil sige, at når vi nu er kommet igennem det her og har klaret det sammen, så er der ikke noget, vi ikke kan klare sammen fremover.

  Læs også: Sisse Fisker: Mine smerter tvang mig til at ligge på sofaen, uden jeg kunne gøre andet

  Læs også: "Jeg har affærer med flere mænd"

  Læs også: Sara Blædel "Jeg blev ramt af en lammelse og voldsomme smerter"

Artiklen blev oprindeligt publiceret på Altfordamerne.dk.