Hun afløser Puk Elgård på 'Go' morgen Danmark'

16x9
Gertrud Thisted Højlund tager to måneders orlov fra Radio24syv for at blive vært på 'Go' morgen Danmark' i weekenden. Foto: Radio24syv

Se 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY

Til august debuterer journalisten og nuværende radiovært på Radio24syv Gertrud Thisted Højlund som tv-vært. Det sker i weekendudgaven af 'Go' morgen Danmark', hvor hun i august og september vikarierer for Puk Elgård.

- Jeg elsker jo alt fra 'Go''-universet, og jeg glæder mig sådan til at arbejde sammen med mine gamle kolleger og igen blive en del af det fantastiske hold, der laver programmet, siger Gertrud Thisted Højlund, som tidligere har været tilrettelægger på 'Go' morgen Danmark', til TV 2.

Læs også: Tårevædet TV 2-vært overrasket af kollegaer: Ville ikke græde på tv

Mens rollen som tv-vært er ny, er Gertrud Thisted Højlund langt fra et nyt ansigt i medierne herhjemme. Således har hun tidligere været blandt andet klummeskribent på Urban, litteraturanmelder på Weekendavisen og de seneste år vært på Radio24syv, hvor hun hver søndag er vært på 'Højlunds helte'. At hun i et par måneder nu bliver et kendt ansigt for danskerne, tager hun dog stille og roligt.

- Ens liv ændrer sig jo ikke af den grund. Man går bare på arbejde et andet sted. Den væsentligste forskel er vist, at jeg ikke længere kan møde ind i joggingbukser, hvis jeg har en travl morgen, siger Gertrud Thisted Højlund med et grin.

Et ærligt miks
Den 34-årige journalist og kommende tv-vært ved, at der nogle steder i mediebranchen er en tendens til at se ned på "lette" programmer som 'Go' morgen Danmark', men Gertrud Thisted Højlund mener selv, at programmet selv tilbyder et "ærligt" miks.

Læs også: Ups: Telefonen ringer på live-tv - og Morten Resen tager den

- Man kan godt have en interesse for at følge med i, hvad der sker ude i verden, samtidig med at man lærer at blive bedre til at stege bacon. Mange mennesker interesserer sig for lidt af det hele. Da jeg sad som tilrettelægger på programmet, fik jeg eksempelvis tre udenrigsordførere i studiet for at tale om den danske indsats i Libyen. Samme aften havde Deadline på DR2 præcis de samme tre ordførere i studiet og stillede dem præcis de samme spørgsmål. Jeg er stolt af at igen at skulle arbejde på et program, der kan finde ud af at pakke ting i en fortællemåde og en stemning, så det ikke kun er dem, der ser 'Deadline', der får de tunge nyheder, siger Gertrud Thisted Højlund.

Puk hopper i gummistøvlerne
Gertrud Thisted Højlund bliver tilknyttet 'Go' morgen Danmark' i perioden 1. august – 1. oktober. Det sker som vikar for Puk Elgård, der i den periode er travlt optaget med optagelserne af den kommende sæson af 'Nybyggerne', hvor hun skal være vært.

Puk Elgård ønsker sin vikar held og lykke i det, hun selv betegner som "verdens sjoveste job". Siden Puk Elgård kom til TV 2 sidste år, har det dog hele tiden været planen, at hun skulle lave andre programmer end 'Go' morgen Danmark', og hun glæder sig nu til for en periode at skifte stilletterne ud med gummistøvler.

Læs også: 'Nybygger'-vinderne sælger huset

- Jeg er jo en af de værter, som godt kan lide at være udenfor og gå i kedeldragt. Det er en sjov kontrast til at være i et studie. Jeg glæder mig til at skulle gå på en byggeplads i et par måneder, og så glæder jeg mig til at lære de fire familier at kende. Det er jo derfor, jeg har det job, jeg har – jeg kan godt lide at møde nye mennesker, siger Puk Elgård til TV 2.

Anden sæson af 'Nybyggerne' er endnu ikke programsat, men mens du venter, kan du se hele første sæson på TV 2 PLAY.

Se eller gense klippet fra 'Go' morgen Danmark', hvor Puk Elgård får en SM-overraskelse, i klippet herunder.