Lie Kaas gør comeback i hedt kys med Ghita Nørby

Efter fire års pause påtager Nikolaj Lie Kaas sig værtsrollen til dette års ZULU Comedy Galla.

- Jeg tager tjansen som galla-vært. Selvfølgelig! Det er en fornøjelse at være tilbage. Showet er skide sjovt at være med til, og det er et rush at lave tv på den måde. Min opgave som vært er at få både publikum og seere til at føle sig godt tilpas, samtidig med at showet også skal have noget kant. Jeg glæder mig meget til at være en del af det.

Sådan lyder det fra skuespilleren Nikolaj Lie Kaas, der skal stå i spidsen for ZULU Comedy Galla, der bliver afholdt den 31. august i år. 

Populær vært

Og den 44-årige skuespiller har allerede inden showet besluttet sig for at melde sin værtsankomst med et brag i en video, hvor han udveksler lange og hede kys med dansk films ukronede dronning, Ghita Nørby.

(Se videoen ovenfor) 

Nikolaj Lie Kaas er ganske rutineret udi værtsrollen. Det er nemlig fjerde gang, han skal styre løjerne til gallaen, som skyder hele ZULU Comedy-festivalen i gang. Blandt en af hans mest populære bedrifter som galla-vært er sangen 'Fugt i fundamentet', som han lavede med skuespiller Rasmus Bjerg til ZULU Comedy Galla i 2012. Nummeret fik over fire millioner visninger på Youtube og blev så populært, at de to senere optrådte med det til ZULU Awards.

Festival i hele landet

ZULU Comedy Festival løber over 11 dage fra den 31. august til 10. september.

Festivalprogrammet byder blandt andre på komikere som Nikolaj Stokholm, Tobias Dybvad, Rune Klan, Lasse Rimmer, Martin Nørgaard og Simon Talbot, og for første gang i år bliver festivalen ikke afholdt i København og Aarhus.

Komikerne Dan Andersen, Heino Hansen, Daniel Lill, Rasmus Olsen og Morten Wichmann pakker tourbussen og tager på 'warm up-tour' allerede fra den 18. august med standup-konceptet 'FEM - ZULU Comedy Festival On Tour'. De kan opleves i både Herning, Odense, Viborg, Thisted, Kolding, Esbjerg, Horsens, Rødovre og Aalborg.

Du kan også komme med ind og se ZULU Comedy Galla i operaen i København, billetter kan købes her.